Danske Bank, DSB, Skatteministeriet og Waterfront betræder en farlig sti. Lige som politikere, embedsmænd og erhvervsledere har gjort, siden krisen ramte kloden for fem år siden.
”Cover My Ass” hedder syndromet, og det er ikke godt for tilliden i et samfund.
Den, nemlig tilliden, er styrtdykket over fem år, men den fortsætter en tendens, vi har set siden årtusindskiftet.
Det dokumenterer Edelman og YouGov i flere World Wide undersøgelser, men hvor krogen til Danmark er krystalklar.
Vores egen branche, kommunikatørerne, er absolut i bund, med tabloidpressen som enestående elendig, trust-wise. Hvor 30-33% af danskerne stoler på pressens informationer, gælder det 14-15% for tabloiderne. De tilsyneladende upræcise tal skyldes ikke signaturens manglende læsevner, men udtrykker, at jeg kombinerer de to undersøgelser.
Mæglere og journalister…
Poul Madsen og hans elite på Ekstra Bladet kan dog glæde sig over, at ejendomsmæglere for første gang overgår tabloidpressen i manglende tillid.
Kun 10% stoler på en ejendomsmægler. I toppen af listen finder vi praktiserende læger (87%), skolelærere (76%) og den lokale betjent (71%), ikke polititoppen, der ligger betragteligt under befolkningens tillid (57%). Politikere ligger på 27-29%.
Det interessante er dog ikke rangeringen i sig selv, men at alle kategorier oplever fald de seneste fem år. Og vi skelner i dag i højere grad mellem ”trust in business” og ”trust in business leaders”. Det samme gælder ”trust in government” og ”trust in government officials.”
Her mærker vi jo præcis effekten af Danske Banks Eivind Kolding (tidligere Peter Straarup), DSBs Peder Nedergaard-Nielsen og Søren Eriksen samt departementschefen Peter Lofts tilstedeværelse i det offentlige rum.
Nu behøver de to grupper ikke græde sig i søvn, thi de er stadig mere troværdige end politikere, men hvad man måske også kan begræde er, at dommere (61%) ikke nyder samme respekt, som de gjorde for fem år siden. Det er nemlig dommere (og advokater), der skal undersøge erhvervstoppen og embedsmændene, og hvis vi deres troværdighed er i frit fald, borger det ikke godt for fremtiden.
Et spadestik dybere
Et er de overordnede spørgsmål og svar. Men Edelman går flere skridt videre og spørger, om vi har tillid til at erhvervsledere træffer ”etisk funderede beslutninger”? Sølle 19% svarer ja. Samme spørgsmål vedr. toppolitikere giver os et ”ja-svar” på 14%.
Erhvervsledere (18%) forventes også i højere grad at fortælle sandheden, uanset hvor ilde hørt den er, end toppolitikere (13%). Toppolitikere er i denne forbindelse noget andet end back benchers og lokalpolitikere.
Edelmans konklusioner er bl.a., at virksomheder for længst har passeret hensynet til License to Operate – minimums kravene til eksistensberettigelsen – til License to Lead. Det er med andre ord tid til at ”føre an” i sin branche, ikke følgagtigt lægge sig i læ af fx markedsledere eller brancheorganisationer. Den kan man godt tygge på hos Nordea, DE og DI. De sidstnævnte klynker hver gang regeringen initierer en politik og kræver ind fra de offentlige kasser, mens deres evne til at bidrage social ansvarligt er forsvindende ringe.
Når selveste Edelman, en af verdens førende PR-koncerner, skriver i omtalen af the Trust Barometer, at virksomheder bør være en ”positive force in society”, er der grund til eftertanke. Kommunikations-pyramiden fra top-til-bund får meget stærkt konkurrence af den omvendte pyramide, nede-fra-og-op, og folket har for længst gjort sig fri af den overdrevne tillid til kalifferne i toppen.
De fleste danskere har efterhånden lært, at peer-to-peer kommunikation erstatter top-down kommunikation, men man kan også læse, at kun 18% tror, at indholdet i sociale medier er troværdigt.
Hvis man skal finde noget positivt for de kommunikerende brancher i de to analyser, er det, at tillids-scoren er marginalt oppe i 2012 i forhold til 2011, og at de 25-34 årige har mere tillid til medierne end de 35-65 årige. Hvis det ellers er en positivt nyhed.
Og den helt overordnede konklusion af analyserne er: Tag kunderne alvorligt ved at kommunikere ærligt og transparent.