Hvis der er blevet knappet en champagneflaske eller to op rundt om på Ogilvys 450 kontorer oven på den internationale kreative festival Cannes Lions, der sluttede i går, så er det dem vel undt.
Reklamenetværket slog ikke bare sin egen rekord fra sidste år på antal løver – 61 i år mod 57 sidste år – men fik i tilgift fire Special Awards: Buenos Aires-kontoret og Sao Paolo-kontoret blev henholdsvis nummer 1 og nummer 3 på listen over Årets Directbureauer, Buenos Aires-kontoret blev desuden nummer 3 på listen over Årets Mediabureauer – og endelig fik Ogilvy-netværket en andenplads i konkurrencen ”Network of the Year”. Det er den højeste placering for netværket nogensinde.
I tilgift landede 12 guldløver, 17 sølvløver og 32 bronzeløver hos Ogilvy-bureuaer – det er ganske vist en enkelt sølvløve mindre end sidste år, og lidt færre bronze, men til gengæld er det en firedobling på guld, hvor netværket sidste år kun fik tre guldløver med hjem.
Til gengæld lykkedes det ikke for Ogilvy at vinde nogen af de fineste priser, Grand Prix’erne.
Det kunne til gengæld et andet netværk, BBDO, som kunne glæde sig over tre af slagsen: en i Radio, en i PR og en i Creative Effectiveness.
Og hertil tre Special Awards: AlmapBBDO i Sao Paolo blev Årets Bureau med BBDO New York på en tredjeplads – og så blev BBDO i øvrigt også Network of the Year – foran Ogilvy og med DDB på tredjepladsen.
Også New Yorker-bureauet Droga5 løb med tre Grand Prix: I Film Craft, i Outdoor og i Titanium & Integrated.
På Special Awards-listen lægges desuden mærke til Wieden+Kennady, Portland, der blev kåret som Årets Uafhængige Bureau og desuden fik en andenplads i konkurrencen om at blive Agency of the Year.
Media Agency of the Year-titlen gik til Jung von Matt fra Hamburg.
Og så faldt der – noget usædvanligt – to Grand Prix til Rumænien.
Det var Bukarest-bureauet McCann Erickson, der triumferede med kampagnen ”American Rom” for chokoladebar-mærket Kandia Dulce.
Årets Grand Prix fordeler sig som følger:
Film: W+K Amsterdam for Nike-kampagnen “Write the future”
Film Craft: Droga5 for Puma Social-kampagnen “After hours athlete”
Print: JWT Shanghai for Samsonite-kampagnen “Heaven and hell”
Outdoor: Droga5 New York for Bing/Jay-Z-kampagnen “Decode Jay-Z with Bing”
Media: Cheil Worldwide Seoul for Tescos “Homeplus Subway Virtual Store”
Direct: McCann Erickson Bukarest for Kandia Dulce-kampagnen “American Rom”
Cyber: 1. Google Creative Lab New York for “The Wilderness Downtown”
2. Wieden+Kennedy Portland for Old Spice-kampagnen “Response”
3. R/GA New York for Innovatve Thunders “Pay with a tweet”
Design: Digital Kitchen Chicago for “The Cosmopolitan Digital Experience”
Radio: Net#work BBDO Johannesburg for Mercedes’ “Accident avoidance”
Promo: McCann Erickson Bukarest for Kandia Dulce-kampagnen “American Rom”
PR: Clemenger BBDO Melbourne for National Australia Banks “Break up”
Titanium: Droga5 New York for Bing/Jay-Z-kampagnen “Decode Jay-Z with Bing”
For Good: Leo Burnett Melbourne for Scope Victorias “See the person”
Creative Eff: Abbott Mead Vickers/BBDO London for Pepsicos “Sandwich”.