Den 1. september sætter Christian Bjerrum sig for bordenden i Ogilvy & Mather-gruppens advertising enhed. Dette sker som et led i en reorganisering af Ogilvy i Danmark, der påbegyndtes tilbage i marts.
Ogilvy Danmark består af fire selvstændigt drevne kompetenceenheder: Ogilvy & Mather Advertising, Ogilvy HealthWorld, OgilvyOne og Ogilvy Activation.
– Vores strategi er enkel. Hver af disse enheder skal være blandt de bedste på de respektive baner de spiller på. Og her har vi i Christian fundet den rette mand til at sørge for at Ogilvy & Mather når sit delmål, siger Jimmy Schougaard, landechef for Ogilvy Danmark og adm. dir for OgilvyOne.
– Samtidig skal Ogilvy som gruppe blive langt bedre til at forene de kompetencer, vi har, når det giver mening i forhold til de forretningsmæssige udfordringer vores kunder står med. Meget få i branchen har så brede og dybe kompetencer samlet under ét tag som Ogilvy. Vi har bare ikke været gode nok til at udnytte dette. Det skal der laves om på. Også her er Christian et perfekt valg, fortsætter Jimmy Schougaard.
Christian Bjerrum kommer fra Liquidminds, hvor han har været partner og COO. Før dette har Christian Bjerrum være 5 år hos Halbye Kaag JWT som kontaktdirektør, hos JWT London, MVBMS Amsterdam og BBDO i Danmark.
– Jeg glæder mig utroligt til at komme i gang med udfordringen. Jeg tror de fleste vil være enig med mig i, at Ogilvy er noget helt særligt. Stærkt mærke, stærke kompetencer på tværs af de væsentligste discipliner, stærk kultur og ikke mindste et af verdens stærkeste netværk, siger Christian Bjerrum og fortsætter:
– Jeg ser en stor værdi i at kunne kombinere forskellige discipliner og kanaler, og her er Ogilvy bedre end de fleste. I mine øjne handler det om at kunne møde kundens forretningsmæssige udfordringer med pragmatiske og stærke strategier og store kreative ideer, der kan fungere og skabe effekt på tværs af alle kontaktpunkter.