”Vi har været forkælede, usynlige og passive. Vi har ikke udnyttet vores potentiale godt nok. Og gennem de seneste fem til seks år er det ikke lykkedes os at vækste, selv om andre har kunnet. Så ja, vi har skuffet.”
Sjælden ærlighed fra en dansk bureau-direktør, men Jimmy Schougaard, der er landechef for Ogilvy i Danmark, står ved hvert eneste ord.
Han har været administrerende direktør i OgilvyOne i de seneste fire år og blev for et halvt års tid siden også udnævnt til landechef for Ogilvy Danmark.
Og han er usædvanlig klar i spyttet, når han taler om den fortid, som Ogilvy Danmark nu er parat til at lægge bag sig.
– Kigger vi på de seneste fem til seks år, har Ogilvy – med små skridt – bevæget sig ned af ranglisten. Trods et marked i generel vækst har vi samlet set stået stille, til tider endda bevæget os tilbage, især når det gælder omdømme, siger Jimmy Schougaard.
De grundlæggende årsager til, at bureauet har udviklet sig, som det har, er flere.
Men noget af det, Jimmy Schougaard især fremhæver som årsag til derouten, er, at man ikke har været dygtig nok til at udnytte de synergi-muligheder og stærke kompetencer, der faktisk eksisterer.
Så nu skal der andre boller på suppen hos Ogilvy.
Og det skal der under den nye ledergruppe, som ud over Jimmy Schougaard selv består af Pia Tandrup Hoelgaard, direktør i OgilvyActivation, Ditlev Ahlefeldt-Laurvig, direktør i OgilvyHealthWorld og den nyansatte direktør i Ogilvy & Mather Advertising, Christian Bjerrum, der i september kom til Ogilvy fra Liquidminds.
– Det afgørende for mig er, at vi alle fire har kigget hinanden dybt i øjnene og svoret en musketér-ed på, at vi vil flå siloerne ned. Vi har jo alle siddet som bureauchefer for vores eget kongedømme, inkl. undertegnede, men alle er enige om, at det skal ændres, siger Jimmy Schougaard
Og Jimmy Schougaard konstaterer med tilfredshed, at samarbejdet på tværs allerede er i gang.
– Det seneste halve år har jeg nærmest oplevet mere forretning mellem enhederne end i de samlede fem år, jeg har været her, siger han
Læs hele interviewet i Markedsføring nummer 13-2009, der udkommer i denne uge.