For langt de fleste danske reklamebureauer var 2012 et hvidt-sort år. Et godt første halvår med stor aktivitet hos de fleste kunder efterfulgtes af et kulsort andet halvår, hvor kunderne trådte på bremsen.
Beskrivelsen passer også på Bates Y&R, da bureauet dels overraskende tabte DSB-budgettet, sagde nej til at deltage i en pitch om Tryg-budgettet, og dels oplevede at en række planlagte projekter enten blev udskudt eller reduceret i omfang. Samtidig viste satsningen på en social media-afdeling sig ikke at være holdbar, og den er nu droppet.
Den samlede effekt af denne kolbøtte-cocktail blev, at bureauets bruttoresultat endte på 43,7 mio.kr, altså en nedgang på 12,6 mio.kr. i forhold til 2011.
– Klart utilfredsstillende og ikke hverdagskost i Landemærket, siger Jacob Hastedt, der ikke kryber i flyverskjul over miseren. Det har nu heller ikke grund til. I de 15 år, han har båret CEO-titlen, er det kun i 2006, regnskabet også endte med et resultat i nærheden af nullet.
Og de 711.000, som resultatet før skat lød på, er da også en rund tiendedel af, hvad det plejer at være. Men det kunne være gået rigtig galt.
– Ja, men vi var påpasselige og fik i tide gennemført de nødvendige justeringer af omkostningsniveauet, der var nødvendige, tilføjer Hastedt.
”Justeringer af omkostningsniveauet” dækker over afskedigelser, og i dag er der 40 medarbejdere tilbage. Tallet var i snit 51 i 2012 og 54 i 2011. Er det nye niveau på de 40 det rigtige?
– Det kan jeg ikke garantere. Det afhænger af kundernes behov. Vi skal være det antal medarbejdere, der er behov for, hverken mere eller mindre.
De nye tider er vel ikke kun stangnation i markedet? Der er også andre forhold?
– Det er der helt sikkert. Vi er nået langt med omstillingsprocessen mod den nye virkeligheds bureau, hvor det i høj grad er seniorrådgivning og den tungere forretningsforståelse, der efterspørges, og som kunderne er villige til at betale for.
Hvilket betyder, at noget er knap så lønsomt?
– Præcis. De traditionelle bureau-ydelser som film- og produktionsrådgivning samt rentegning og den slags vil fortsat være en væsentlig del af Bates Y&R’s produkt-palet, men de ydelser er gået hen og blevet commodity ydelser, hvor det er blevet endog meget svært at få betaling for de timer, der reelt bruges på opgaverne.
– Vi har derfor arbejdet på og vil fortsat arbejde for at sikre fleksibilitet og effektivitet i de ydelser, så der er plads til at investere og fokusere på den strategi, der skal bidrage til at bureauet fortsat er et bureau, der tjener en fornuftig margin.
Flere seniorfolk?
– Det er i rådgivningen via seniorfolkene, pengene ligger. Der er heldigvis stadig gode kunder, der efterspørger rådgivere med stor forretningsforståelse, slutter Jacob Hastedt.
Nøgletal Bates Y&R, 2012 og 2011
- Bruttoresultat: 43,7 og 56,3 mio. kr.
- Resultat før skat: 711.000 og 7,9 mio. kr.
- Medarbejdere: 51 og 54.
Bates har i dag 40 ansatte. Egenkapitalen har de senere år ligget solidt på omkring 18 mio. kr.