Endnu en virksomhed hopper ud i det ”nye” applikations-tankesæt.
Denne gang er det OK Benzin, der tilbyder kunderne en ny Android-applikation, så alle Danmarks bilister nu kan finde den letteste vej til en tankstation.
App’en viser alle danske tankstationer. De vises enten på et kort eller en liste, hvor nærmeste tankstation ligger – også andre tankstationer end OK’s egne.
Klikker man på en OK tankstation, får man vist en rutevejledning til den enkelte tank. OK er generøs nok til at vise alle konkurrenternes stationer.
Der er desuden udviklet en søgefunktion, som gør det muligt både at søge på adresse, postnummer eller by.
Og ved man ikke, hvor man befinder sig, har man mulighed for at tillade app’en at bruge brugerens aktuelle lokation.
− Det overordnede mål for OK var at være den første på Android, og det er vi. Q8 lancerede sidste år en tilsvarende applikation til iPhone, og det overvejer vi nu, om vi vil gøre. Men endnu er intet besluttet, siger web-koordinator Thomas Lykke Sørensen fra OK Benzin, der er tovholder på projektet.
Kæden har ikke sat måltal op endnu for, hvor mange der helst skal downloade app’en, men der er potentielt mere end 200.000 Android-brugere i Danmark. Og i første omgang skulle app’en helst passere 5.000 brugere.
OK er endnu ikke begyndt at markedsføre app’en særligt grundigt. Den har foreløbig en fremtrædende placering på ok.dk. Senere kommer der en sms service, plakater på tankstationerne og annoncer i Samvirke, der trods alt sendes ud til over 400.000 abonnenter.
App’en er designet og udviklet af webbureauet Dis/Play, der vandt opgaven efter en pitch, hvor flere bureauer fik lov til at byde ind med løsningsforslag.
App’en findes her.