Da september-tallene i DRRBs Mediaindex kom frem lød konklusionen, at festen på mediemarkedet nu havde nået sin top. To måneder med status quo og foran stod nogle måneder, hvor der sidste år var meget høje vækstrater. Der var dog ingen tale om krisestemning, for der er masser af penge i markedet og fuld tryk på festen, men forventningen var, at vækstraterne nu ville komme til at se mere moderate ud.
Men så kom oktober-tallene, og de viste et forbrug en hel del ud over det sædvanlige. Bureauerne under DRRB formidlede i løbet af måneden annoncer for 565 mio. kr., hvilket er lig med en vækst på 10 pct. I 2005 var væksten 11 pct. og i 2004 var den 15 pct. Det betyder, at der på 3 år er kommet over 150 mio. kr. mere igennem bureauerne alene i oktober måned, som nu er den klart største enkelt-måned.
Adm. dir. Carsten Krogh fra Mediaedge:cia Danmark glæder sig selvfølgelig over udviklingen, men slår samtidig lidt koldt vand i blodet.
– Der er ingen tvivl om, at der er mange penge i markedet, og at det går godt. Men jeg havde forventet oven på august- og september-tallene, at vi nu ville se mere moderate vækstrater. Der kan dog være mange periodemæssige forklaringer på det meget høje niveau i oktober. F.eks. kan sommerferien have varet lidt længere og julehandlen begyndt lidt tidligere. Derfor vil jeg gerne se november-tallene, før jeg tager stilling til, om august og september var enlige svaler, siger Carsten Krogh.
Han forventer generelt, at 2007 vil byde på lidt lavere vækstrater, fordi markedet er steget så meget i de sidste to år.
Tv er fortsat vækstmotoren i indexet med en vækst på ca. 10 pct. i oktober. Procentuelt er internettet dog klart i front med en forventet vækst på 40-50 pct. for hele året. Internettet udgør dog kun en tiendedel af tv opgjort i kroner og øre.
Se udviklingen for de enkelte mediegrupper i det nye nummer af Markedsføring, der udkommer i denne uge. fin