OL har på det kommercielle marked givet TV2 en lille seer-gevinst, og det ser først og fremmest ud til at være gået ud over TvDanmark. Men det er kun en svag tendens, og det hænger nok sammen med de skæve transmissionstidspunkter, som ikke rigtig genererede prime-time, samt den knap så succesrige danske indsats.
Et andet sted i sportsverdenen går det samtidig rimelig godt med TV3’s Onside-fodbold-program. Seertallene er ikke prangende, men der er dog tale om en rimelig fremgang her i den første del af sæsonen. Det gennemsnitlige seertal ligger på 182.000 mod 137.000 sidste år. På 3+ holder transmissionerne af Superliga-kampe et gennemsnit på ca. 130.000 og er således de mest sete programmer på kanalen.
– Reelt ville kanalens samlede share næppe falde med mere end 1 pct.point, hvis den var uden fodbold i form af både dansk fodbold og Champions League, siger marketingresearcher Mogens Østergaard, Carat, der producerer Tv Markedets nøgletal til Markedsføring.
Tallene har her efter sommeren udvist stor stabilitet, og den ser ud til at fortsætte med som nævnt en tendens til en lille OL-gevinst til TV2. Men nu er er markedet for alvor på vej ind i efterårsplanerne med en række betydelige program-satsninger. TV3 har allerede sat Robinson og drama-serien Skjulte Spor i gang, men det er i de kommende uger, at slaget for alvor skal slås.