Procter & Gamble – der står bag brands som Pringles, Gillette, Oral-B, Pampers, Duracell og Braun – har indgået aftale om at sponsorere den danske bordtennis-ekvilibrist Michael Maze ved de Olympiske Lege i London til sommer.

Sponsoratet fra verdens største forbrugervirksomhed annonceres i samarbejde med Danmarks Idræts-Forbund (Danmarks Olympiske Komité) – et samarbejde, som er en del af Procter & Gambles 10 år lange partnerskab med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på globalt plan, og som strækker sig over de næste fem Olympiske Lege fra 2012 og frem til 2020.

Parterne offentliggør ikke selv størrelsen på sponsoratet, men hos Promovator vover sponsorkonsulent Lasse Glenstrup et forsigtigt bud:

– Vi vurderer, at det ligger i størrelsesordenen 200.000 kroner, men det er svært at sige, fordi der kan være flere elementer i sponsoratet, som eksempelvis en præstationsbonus. Samtidig er DIF også med i aftalen. Generelt er det et rigtig fornuftigt og vel-aktiveret sponsorat fra Procter & Gambles side. De vælger fx også at sørge for, at Mazes mor kommer til London. Det skal ses som et stort skulderklap til Michael Maze, at en virksomhed som Procter & Gamble vælger at satse på ham, siger Lasse Glenstrup.

Afgørende millimeter

Hovedpersonen selv, Michael Maze, der ofte går under kælenavnet ”den danske Batman”, er da heller ikke i tvivl om, hvad sponsoratet betyder for ham:

– Som atlet arbejder jeg hele tiden på at forbedre de små detaljer. Millimeter er afgørende i bordtennis, og serven og alle andre detaljer i spillet skal konstant finjusteres. Derfor er jeg glad for partnerskabet med Procter & Gamble til OL, hvor jeg får brug for al den støtte og opbakning, jeg kan få, i bestræbelserne på at forbedre bronzemedaljen fra 2004, siger han.

OL i London til sommer forventes at blive en af ​​de mest sete sportsbegivenhed nogensinde, og flere millioner danske seere kommer til at kigge med. De danske medaljekandidater er derfor attraktive for potentielle sponsorer.

PR Manager for Procter & Gamble i Norden, Peter Wallentin, siger:

– Vi er meget stolte over at sponsorere Michael Maze, der med sin professionelle indstilling og stræben efter at forbedre sig er en stor inspiration for mange danskere. Vi arbejder hele tiden selv på, at vores produkter kan udgøre små forbedringer i folks hverdag, og på samme måde håber vi, at vores støtte til Michael vil hjælpe ham langt i denne sommers Olympiske Lege.

Ud over Michael Maze sponsorerer Procter & Gamble på nordisk plan desuden den svenske stangspringer Angelica Bengtsson, den norske svømmer Alexander Dale Oen og den finske længdespringer Tommi Evilä til De Olympiske Lege i London 2012.

Se Michael Maze og hans mor i TV 2 Sports klip her.