– Hello ladies. Look at your man, now back to me, now back at your man, now back to me. Sadly, he isn’t me….

Sådan lød det fra Old Spices frontfigur, skuespilleren Isaiah Mustapha, for efterhånden over tre år siden i reklamebureauet Wieden + Kennedys film ”The Man Your Man Could Smell Like”.

En film, der ikke bare erobrede verden og løftede det gamle morfar-støvede brand ind i nutiden, men som også vandt langt over 100 kreative priser, herunder en Film Grand Prix ved VM i reklame i Cannes – og øgede salget.

Og nu er han så på banen igen, den gode Isaiah Mustapha. Sikkert fortsat til glæde for den kvindelige halvdel af klodens befolkning, men denne gang er det ikke dem, han taler sig til. I hvert fald ikke direkte.

Old Spice’s nye online-kampagne taler derimod til de mest mandlige af alle mandlige mænd – dem, som kunne tænkes at falde for fristelsen til at købe mandeting som sorte læderlagner, billetter til spray tan-fester, muskel-push up t-shirts, headsets i ægte guld og proteinberiget barbersprit.

Kampagnen er bygget op omkring ni forskellige, og falske, websites, som tilbyder netop den slags spændende ting, men efter et antal sekunder, eller hvis man skulle fristes til at klikke på et eller andet på de pågældende sites – så lyder alarmen, siden kollapser og frem træder en noget forarget Isaiah Mustapha for at fortælle brugeren, hvad han mener om den slags.

Det er igen Wieden + Kennedy, der står bag kampagnen, i samarbejde med produktionsselskabet Stinkdigital.

Og værsgo – prøv selv: her er de ni hjemmesider.