– Hello Ladies. Look at your man, now back to me, now back at your man, now back to me. Sadly, he isn’t me….Reklamebureauet Wieden + Kennedys Old Spice-spot med skuespilleren Isaiah Mustafa i hovedrollen tog for tre år siden kloden med storm.
Det blev til en Grand Prix ved VM i reklame i Cannes, men allerede inden da havde Old Spice-filmen ”The Man Your Man Could Smell Like” erobret verden, løftet det gamle, lidt støvede brand ind i nutiden – og øget salget.
Og nu er det så blevet tid til nye reklametoner fra Old Spice, som netop er barslet med en ny duftserie til mænd – The Wild Collection – og hvem er bedre til at promovere den slags end – en ulv.
”Mr. Wolfdog” er Old Spices nye marketingdirektør, og han er dygtig til sit job, siger han. Kompromisløs som få, for som han siger: ”Sometimes, America, you have to devour people.”
Det nye ulveunivers er ligesom ”The Man Your Man Could Smell Like” kreeret af reklamebureauet Wieden+Kennedy, og det udfolder sig lige nu på Old Spices mange forskellige digitale kanaler fra YouTube og Instagram til Twitter. Og naturligvis har han også sin egen blog.
Om Mr Wolfdog så kan levere lige så fine resultater, Isaiah Mustafa i sin tid bidrog til at skabe for Old Spice, må tiden vise, men der er i hvert fald noget at leve op til.
Ifølge Marketing Week, der citerer Nielsens tal, var salget af Old Spice Red Zone body wash i maj 2010 (tre måneder efter ”The man”-kampagnestart) 60 procent højere end samme måned året før.
I juli var det samlede salg fordoblet i forhold til samme periode året før – og havde nået all time high for brandet nogensinde.
Hils på Mr. Wolfman her.