Ja, det er ikke nobelt at bruge øgenavne, men syv års tro tjeneste i 80erne på Ekstra Bladets Side 2 kan jo præge et menneskesind.
Ole Stavad fortjener ikke udelukkende grønne roser, fordi han opgav den såkaldte grønne reklameafgift på husstandsomdelte tryksager.
For han skal nok finde på noget nyt. Hans trusler om, at “tilskud“ til sikkerhedsudstyr i biler skal fjernes, vidner dels om en umættelig trang til at finde nye kilder, dels om en ubehagelig slags “newspeak“. I Danmark betaler man for tre biler, når man køber én. Det, at fx luftpuder er fritaget for afgift, kan såguda ikke kaldes et “tilskud“.
Nå, men Ole S. og hans embedsmænd har altså brugt oceaner af tid på at studere, om man kunne indføre en særtold på de adresseløse publikationer. Efter rapportskrivning og evaluering har de viise statsholdere endeligt aflagt besøg i Sverige, hvor man er i fuld gang med at afskaffe den konkurrenceødelæggende specialskat på den del af vareomsætningen, der udgøres af salgsfremmende aktiviteter.
Selv Ole har stavet sig frem til, at en sådan afgiftslov ville fremkalde en syndflod af domstolsbelastende processer, fordi alle talenter ville blive taget i anvendelse for at torpedere denne falske miljøafgift. Netto bebudede således planer om magasinudgivelse.
Kammerat Aage Frandsen fra Socialistisk Folkeparti finder det “stærkt bekymrende“, at forslaget havner i mølposen, takket være reklamebranchens og detailhandlens “usaglige hetz“. Det er synd for Aage. Og for Holger K., der fra sin tid som reservist i postvæsenet husker de tunge byrder. De har da heller ikke givet op og vil sikkert rykke ud med et forslag om en generel reklameafgift (dobbelt op på børnereklamer).
Skatten på reklametryksager m.v. har optrådt i Pinsepakken, diverse finanslovsforhandlinger og idékataloger og blev som nævnt gjort til genstand for en specialundersøgelse i det sikkert i forvejen overbelastede finans- og skatteembedsværk, og det har utvivlsomt kostet i overarbejde, diæter, køb af externe specialkonsulenter samt uforudsete udgifter. Hvad ved man egentlig om livet bag Slotsholmens mure?
For at please den såkaldte venstrefløj har man ophidset vore sind med “udmeldinger“ om denne snedige måde at kradse flere kroner ind på i miljøets pinte og plagede navn. Moskva-Frank og Elendigheden burde betænke, at det vel netop er det (til sin tid sejrende) proletariat, der er hårdest udbyttet af kapitalisterne og derfor har den laveste disponible realindkomst, hvilket tvinger de underprivilligerede til at læse tarvelige tilbudsaviser og sammenligne varepriser fremfor at læse fx Martin Andersen Nexøs for underklassen så opbyggelige værker.
Dette krænker puritanske sjæle, som stadig drømmer om et samfund, hvor alle ligesom gir, hva de har og får, hva de har brug for. På en eller anden måde. Så skal vi ikke længere hærges af sjælsfortærende markedsfetichisme og uhæmmet købetrang og tøjlesløs kreditstiftelse. Til sidst, når det nye menneske har indøvet den korrekte adfærd, behøver man ikke længere kuponer i antiforbrugerismens Utopia. Cambodia var et foregangsland. Først afskaffede revolutionen pengene og derefter en million forbrugere.
Nu har Den Røde Alliance på Christiansborg spildt din og min og vores tid og opmærksomhed med et udkast til en hævnakt mod det forhadte privatkapitalistiske erhvervsliv. Til hvad nytte udover det kortsigtede propagandaperspektiv? Måske burde statsministeren holde lidt bedre øje med den slags initiver, men måske er det snarere Ole S. og Mogens U., der holder øje med statsministeren. Hvad ved man om regeringens politiske privatliv?
Reklameskatten er foreløbig død, men som en fedtet Fugl Fønix kan den vende tilbage i en ny forklædning. Under alle omstændigheder skal den griske regering indkradse en halv milliard et andet sted. En solid hundeskat (2.000 kr. pr. år pr. køter) kunne så sandelig have miljømæssig relevans, men selv langt ind i Elendighedens rækker finder man passionerede hundeejere.