Om fem år vil avanceret mobilteknologi vil være en naturlig del af hverdagen over hele kloden.
Ifølge den nyeste udgave af Ericsson Mobility Report, skønner man, at 70 pct. af jordens befolkning vil eje en smartphone i 2020, og hele 90 procent vil være dækket af mobilt bredbånd.
Ydermere vil antallet af smartphone-abonnementer være mere end fordoblet med 6,1 milliarder abonnementer, hvor op mod 80 pct. af de nye abonnementer vil komme fra lande i Asien, Mellemøsten og Afrika.
Med flere smartphones i omløb, stiger væksten også i dataforbrug, hvor datatrafikken via smartphones ventes at stige til et niveau 10 gange så højt som i dag.
I 2020 vil 80 pct. af al mobil datatrafik komme fra smartphones og det gennemsnitlige månedlige dataforbrug pr. smartphone vil eksempelvis i Nordamerika stige fra 2.4 GB i dag til 14 GB i 2020.
– Vi er vidner til en historisk udvikling, og det er særlig interessant at se, hvordan smartphones verden over driver og accelererer udviklingen. Denne eksplosive vækst i avanceret mobilteknologi og dataforbrug giver et væld af muligheder ikke blot for teleoperatørerne, men også for mange andre industrier. Men det forudsætter samtidig en åbenhed over for nye forretningsmodeller for at kunne konkurrere og forblive effektive, Jørgen Alsing, adm. direktør i Ericsson Danmark.
Et stigende antal anvendelsesmuligheder og nye forretningsmodeller, kombineret med faldende priser på modemmer, er ifølge Jørgen Alsing en væsentlig årsag til det stigende antal forbundne enheder.
Ifølge rapporten vil mobil videotrafik vokse med svimlende 55 pct. om året, og video vil udgøre omkring 60 pct. af al mobil datatrafik ved udgangen af denne periode. Væksten er i høj grad drevet af skiftende forbrug af streaming-tjenester og øget forekomst af video-indhold i reklamer, nyheder og på sociale medier.
Ser man nærmere på dataforbruget i markeder med avanceret brug af mobilt bredbånd, viser resultaterne, at en stor del af af trafikken kommer fra et begrænset gruppe af mennesker, der kun udgør 10 pct., men til gengæld står for 55 pct. af den samlede datatrafik. Og video er især fremherskende blandt storforbrugerne, som typisk ser omkring en times video om dagen, hvilket er 20 gange så meget som den gennemsnitlige bruger.
Tendensen ses også herhjemme, hvor den mobile datatrafik ifølge Erhvervsstyrelsens Telestatistik er steget med 68,3 procent – fra 68.732 terabytes i 2013 til 115.672 terabytes i 2014,
Desuden anslår BMI Research, at mere end 93 pct. af alle danskeres mobiltelefoner vil være 3G/4G-kompatible ved udgangen af 2015.
Læs hele Ericsson Mobility-rapporten her.