KLUMME: Kommunikation er det mest potente værktøj til at skabe forandring. Kommunikation er desuden et meget skarpt sværd, der er uendelig svært at svinge med præcision, så man hugger de rådne elementer væk og bevarer de sunde.

Senest er chooselife.nu kommet i klemme, fordi en lille og ganske elegant video rejser spørgsmål om kvinders abortvalg. Videoen melder af til abortlinien, og hensigten er enkel: Gravide bør tænke sig om, før de får foretaget en abort. Den reklame har Dansk Reklamefilm valgt at fjerne fra biograferne.

Chooselife-filmen er støttet af foreningen ”Retten til Liv”, en kristen forening, og kommunikationen er i sidste instans betalt af amerikanske penge. Og hvis nogle tænker, om ikke det er ligegyldigt, hvem der støtter et budskab, så må jeg sige nej. Enhver kommunikation indgår i en kontekst, og finansieringen er et af mange elementer.

Der er næppe tvivl om, at Dansk Reklamefilm ikke er ude på at censurere budskabet. De vælger bare ikke at bringe det i biograferne. Er det ikke det samme som censur? Konsekvensen er vel den samme? Nej, naturligvis ikke.

Det var heller ikke censur, da Apples moralister valgte ikke at lægge Peter Øvig Knudsens ”Hippie” ind i iTunes med den begrundelse, at den indeholdt billeder af nøgne hippier, der måske, måske ikke, krænker amerikanske øjne.

Censur?

For nu at skære synspunktet helt ud i pap: Man kan ikke kalde det for censur, fordi man vælger ikke at sælge sig selv for mammon. Det er ens eget valg. Dansk Reklamefilm og Apple har ret til at gøre, som de gør. Får vi dermed en ringere abortdebat ud af det? Nej, heller ikke. Og det er præcis her, folk med ondt i censuren går galt i byen.

I en digital verden lader det sig ikke gøre – med mindre man er Kim Jong Il eller det kinesiske politbureau. Så længe, der er digitale kanaler, vil debatten florere, ja den vil formentlig eksplodere nu, hvor folk på den ene flanke skriger ”censur.” Så får Bente Holmgaard virkelig sit budskab ud, hvor det både høres og ses.

Derfor indledningen: Kommunikation er vitterlig en vanskelig kunst, og hvis Dansk Reklamefilm ønskede at undertrykke chooselife-videoen, har de skudt sig selv i foden. Og de mennesker, der har klaget over det kristne amerikanske budskab, har fået en omvendt PR, de aldrig drømte om.

Så længe, der er digitale medier, vil chooselife-videoen være et finde og skabe ringe i vandet. Og Peter Øvig Knudsen har aldrig fået så meget spalteplads stillet til rådighed for sin misforståede kamp for at komme ind på iTunes, som da han råbte censur. Der skal jo bare være ét sted, man kan købe hans bog, så finder forbrugerne stedet.

Det samme gælder for chooselife-budskabet.

Et lille PS til dem, der taler om, at Dansk Reklamefilm misbruger et monopol, og at iTunes de facto sidder på 70-80% af e-bogsmarkedet: Det er et Old School synspunkt uden forankring i en New World. Det digitale landskab er netop karakteriseret ved gennemsigtighed og åbenhed, og vi finder alle de synspunkter, vi har behov for med fx Google som fødselshjælper.

Rigtigt PS: Det er reklamemanden Carsten Herholdt, der har skabt choose life kampagnen (bio + radio + outdoor). Han var også manden bag de 16.000 kors ved siden af E45, selv om de to kampagner ikke er forbundne.

Du kan se reklamefilmen i toppen af artiklen.