Tilbage i oktober måned tog Omnicom Media Group sit første spadestik til etableringen af sit Aarhus-kontor med data-enheden Resolution Media på plads i Aarhus.

Nu følger mediebureauet OMD trop og vil fra 1. april bemande sin jyske afdeling med i første omgang fem medarbejdere, som bliver rekrutteret internt og som ventes at blive udbygget med en håndfuld nye folk.

Baggrunden er bl.a. at komme tættere på talenterne i Jylland og samtidigt bibringe noget nyt til markedet, der hidtil har været domineret af MEC, Mediacom, Aegis Media og IUM som de eneste mediebureauer med permanent lokation i det jyske.

– Vi tror på, at vi med større fysisk nærhed kan få et endnu tættere forhold til den talentmasse, som der findes i Aarhus, forklarer Bo Damgaard, adm. direktør for OMD i Danmark.

Tanken er præcist som med Resolution at skabe en tæt tilknytning til førerbunkeren ved at bemande kontoret med egne folk, der flytter til Jylland for at pleje deres jyske aner. Med tiden håber OMD at kunne tiltrække yderligere talenter til Aarhus-kontoret, hvor målet i første omgang bliver at udbygge kontoret med yderligere fem mand udefra.

– Vi har haft god fremgang i 2014. Vores økonomiske resultat bliver OMD’s hidtil bedste, og vi servicerer i dag virksomheder over hele landet. Derfor er tidspunktet for etablering af et nyt kontor i Aarhus det helt rigtige, fremhæver Bo Damgaard.

Indtil videre kan Bo Damgaard kun afsløre, at Sine Hermansen bliver ny Media Director og han senere på måneden vil løfte sløret for navnene på henholdsvis en kontaktdirektør, Digital Director og Client Service Manager til kontoret.