Omsætningsmæssigt oplevede OMD en solid vækst i 2004 med et samlet resultat på 1,1 mia. kr.
Det er dog ikke en vækst, der har forplantet sig til bruttoavancen, hvor koncernen (bl.a. OMD og det tidligere Mediawise, der nu hedder PHD) måtte notere et lille fald fra 86,7 mio. kr. til 84,3 mio.
Det ordinære resultat før skat var stort set uændret omkring 16 mio. kr. (16,5 mio. i 2004)
Forklaringen på, at omsætningen er steget uden at bruttoavancen er fulgt med, skal findes i Coop.
– Vi har hele tiden haft Coop som kunde, men nu er medieomsætningen flyttet fra Republica til os. Det giver vækst i medieomsætning men ikke i bruttoavance, fortæller Hermann Haraldsson, der har underskrevet regnskabet og derfor udtaler sig selvom han mere eller mindre har forladt bureauet.
Han fremhæver, at regnskabet er præget af regnskabsteknik med ændringer af nogle reguleringer, og derfor er der for ham tale om et godt resultat på bundlinjen. Men han erkender, at der reelt er tale om et lille fald i bruttoavance, hvilket han tilskriver hård konkurrence på honorarerne.
Han mener dog ikke, at udviklingen er udtryk for, at OMD som koncern er stødt hovedet mod loftet.
– Med den struktur, vi har etableret omkring OMG, hvor vi har både OMD, PHD og selskaber omkring særlige kompetencer, er der fortsat vækstpotentiale, siger Hermann Haraldsson.
For PHD viser regnskabet en meget stabil udvikling, hvor der er lagt godt 10 pct. mere på bundlinjen til et plus på 7 mio. kr., mens bruttoavancen landede på 22,5 mio. kr. hvilket er stat6us quo i forhold til sidste år. fin