OMD etablerer en ny digital PR-afdeling. Eller rettere: mediabureauet lancerer nu indsatsen. Den nye afdeling har i virkeligheden serviceret OMD’s og PHD’s kunder siden begyndelsen af 2011, men er først nu klar til officiel lancering som selvstændig enhed.
– Vi har i 20 år beskæftiget os med alle former for købte medier, og i de seneste 4-5 år har vi også arbejdet med rådgivning om de platforme og medier, som annoncørerne selv råder over, siger Thomas Bertelsen, adm. direktør hos OMD:
– Gennem de sidste par år har vi oplevet, at der hos annoncørerne er et stort behov for rådgivning om og eksekvering af forbrugerorienterede PR-aktiviteter, der kan skabe word-of-mouth og dialog mellem forbrugerne, altså earned media. Således lancerer vi nu denne digitale PR-afdeling, hvis primære fokus er at skabe og drive forbrugerorienteret PR på digitale platforme.
Og hvorfor sker det lige nu?
– Analyser foretaget af McKinsey & Company viser, at de anbefalinger omkring produkter og brands, som kommer fra andre forbrugere, har op til 50 gange større indflydelse på købsintentionen end almindelige reklamebudskaber fra virksomheder har. Digital PR er et effektfuldt redskab for annoncørerne, hvis man forstår de helt specielle mekanismer og spilleregler, som denne form for kommunikation dikterer, fortsætter Thomas Bertelsen.
Digital PR er en ny måde at tænke PR på og udspringer typisk af marketingfunktionens fokus på forbrugerne. Den mere traditionelle tilgang til PR, der oftest varetages af en kommunikationsafdeling i virksomheden, har derimod primært fokus på at nå beslutningstagere gennem etablerede nyhedsmedier og med omdrejningspunkt i Corporate kommunikation, lyder vurderingen.
OMD har gennem det sidste år opbygget en kundeportefølje og ekspertise på området på tværs af Norden og har blandt andet McDonald’s, TOP-TOY og Coop på kundelisten. Afdelingen består i dag af fire personer, som er kommet til afdelingen med meget forskellige baggrunde i digital strategi, content produktion, klassisk PR og search.
Bijan White, digital direktør på OMD, som er ansvarlig for afdelingen og har mere end 15 års bureauerfaring fra både England og Danmark, uddyber:
– Vi er meget begejstrede for den kompetence, vi har opbygget, og for de mange digitale PR-aktiviteter, vi allerede har samarbejdet med vores kunder omkring. Vi er således i en situation, hvor vi kompetencemæssigt kan rådgive om og implementere løsninger inden for hele paletten af paid, owned og earned media. Dermed kan vi sammen med vores kunder udnytte det enorme potentiale, der ligger i at få skabt en positiv dialog mellem forbrugerne om deres brands, slutter Brian White.