OMD var det mest kreative mediabureau i 2013, vurderer the Gunn Report for Media. The Gunn fyrer årligt bredsider af, og som en form for neutral jury er vurderingerne meget eftertragtede. Hæderen er baseret på ”vundne priser” i 2013.
I en stærkt konkurrencepræget marked, hvor annoncørerne kræver mere effektivitet og ROI, mens forbrugerne flintrer troløse rundt i universet og vil underholdes og overraskes, er det fornemt af OMD, at mediabureauet endnu et år topper listen, lyder det fra folkene bag the Gunn Report.
På andenpladsen finder vi Starcom, mens Mindshare vinder bronzemedaljen. Men det er så den kreative pris. Under dem er en række andre kåringer.
Bedste holding company i 2013 blev ikke overraskende WPP’s GroupM med Omnicom Media Group på andenpladsen. Her placerede Publicis som et tredjebedste holding selskab.
McDonald’s er bedste annoncør
De store prisoverrækelser har naturligvis også annoncørerne med. De betaler gildet, og fortjener derfor deres egen udmærkelse. I 2013 vurderer the Gunn Report burgerkæden McDonald’s som mest kreative annoncør.
McDonald’s er i løbet af sidste år hædret ved 22 festivals, mens Coca-Cola ikke overraskende er en tæt runner-up. Samsung er bedømt som tredjebedste annoncør.
The Gunn Report summerer bedømmelserne med, at kampagnerne har været:
• Modige.
• Dybt integrerede.
• Hurtigt ude i diverse medier og platforme.
• De har båret universelle værdier og:
• De har udnyttet ”earned media” fornemt.
Fordi mediapriserne skal gives til bureauer og annoncører, der kommunikerer forskelligt på regionale markeder – i modsætning til VW’s, Coca-Colas og Samsungs globale kampagner – medtager the Gunn kun mediabureauer, der har vunder priser ved mindst fire store festivals.
Tjekker vi de lande, hvor de præmierede priser er skabt, ser det nationale styrkehold således ud:
• USA.
• Storbritannien.
• Indien.
Ikke dårligt af et BRIK-land, der trods sin enorme størrelse, endnu ikke har markeret sig massivt med Grand Prix’er på de største awards-shows som fx Cannes Lions. Mediabureauerne får point for kampagner, der vandt Grand Prix, guld, sølv og bronze. Mere subjektive og meriterende hæder tæller ikke med.