Raptor Services A/S fordobler omsætningen fra 2015 til 2016 og leverer sorte tal på bundlinjen for første gang siden stiftelsen i 2013.
Selskabet er specialiseret i at indsamle og genkende individers adfærd på nettet, herunder hvordan individer interagerer med hinanden og brands, og derved gøre det lettere for marketers at ramme forbrugerne med præcise budskaber.
Salg og markedsføring trak opad i 2016
Men hvorfor pludselig sorte tal – om end det ligner et stort nul?
– 2016 har på alle måder været forskellig fra de foregående år. Historisk har vi haft stort fokus på udvikling og drift af teknologien, og det vil naturligt altid være i fokus, siger Kenneth Boll, stifter og CEO hos Raptor.
– Men i 2016 lykkedes vi med et skarpere fokus på salg og markedsføring. På den måde satte vi i 2016 for alvor turbo på væksten, og det ser ud til at fortsætte ind i 2017. I år øger vi endvidere investeringerne i både teknologien og organisationen.
COO og medstifter Jan Skov supplerer.
– Sidste år opnåede vi en række synergier på det, vi fokusere på i 2015. Det vedrører hele arkitekturen, de understøttende processer og overvågningen af forbrugerne på nettet. Vores software fungerede så godt, at det frigjorde ressourcer til det manuelle arbejde.
– At vi går i plus i 2016 er vi enormt stolte over, men reelt var det ikke et mål i sig selv, da 2016 også bød på væsentlig øgede omkostninger. Fx flyttede vi til nye lokaler på Marselisborg Havn i Aarhus, uddyber Kenneth Boll.
– Vi mere end fordoblede organisationen fra 5 til 11 ansatte, og i det hele taget fulgte der langt flere salgsfremmende omkostninger med de øgede salgsaktiviteter.
– Når det er sagt, så er det også et udtryk for, at vi sætter tæring efter næring og vækster sikkert indenfor de muligheder vi har, men også at vi tør tage velovervejede risici, når vi vurderer, at det er rigtigt for vores forretning og herunder rigtigt for vores kunder.
Masser af kundedialoger er vejen frem
Hvad byder 2017 så på?
– Først og fremmest på masser af kundedialog, både direkte og gennem de mange partnerskaber, som er den drivende salgskanal for os, fortsætter Kenneth Boll.
– Når man taler om e-commerce og de mange relaterede buzzwords som omnichannel, data mining, machine learning, kunstig intelligens (AI), og hvad vi ellers har, så er det et udtryk for, at der teknologisk er mange muligheder og dertil mange beslutninger at træffe for vores kunder.
– Vi skal dels understøtte det meste, men vi skal også have den fornødne indsigt der gør, at vi kan agere sparringspartner for vores kunder og partnere i deres beslutningsproces.
Jan Skov supplerer:
– Derudover skal vi fortsætte med at udvikle produkterne, så vi er i stand til at supplere og imødekomme den øgede efterspørgsel, der er ind mod personalisering og alt det, vi er gode til indenfor e-commerce, slutter Jan Skov.
Og et bud på et 2017 resultat?
– Vi kommer i 2017 til at levere sorte tal igen. Vi er ikke så meget til stilstand, og i en kombination af sund stabil vækst og de nødvendige risici, som vi også skal tage, så vil jeg gerne spå, at vi igen dobler omsætningen, og at vi er på den gode side af 20 ansatte, når vi rammer december 2017, og resultatet… et plus igen, slutter Kenneth Boll.
Raptor Services 2016/2015
Bruttofortjeneste: 4.829.000/ 2.541.000
Årets res. før skat 64.000/ -1.100.000
Årets res. efter skat: 44.900/ -831.000
Antal medarbejdere: 11/ 5