Lars Bom kommer også i fremtiden til at spille hovedrollen i mobilselskabet Onfones reklameunivers. Det står klart, efter Onfone efter en pitch har genvalgt reklamebureauet Clan B.

Det fortæller kreativ direktør og partner fra Clan B., Nicolai Galal.

Onfones kendte reklameunivers, hvor ”Strisseren fra Samsø”, Lars Bom, er frontfigur, fortsætter altså, men i en fornyet udgave, fortæller Nicolai Galal.

Genvalget af Clan B, som overtog Onfone-budgettet fra Dreyer & Kvetny, kommer i kølvandet på en større forandring på branding-siden hos Onfone-ejeren TDC, der forleden offentliggjorde en ny mærkevarestrategi.

Det betød blandt andet et farvel til et andet mobilopkøb, M1, som blev lagt ind under Fullrate-brandet, hvorimod det stod klart, at Onfone fortsætter som separat brand.

Nicolai Galal oplyser, at Onfone blev vundet efter en bureaukonkurrence, hvor fire andre bureauer var inviteret indenfor til at pitche.

Valget faldt på Clan B, fordi selskabet har stærk forretningsindsigt på området og tilbød en kreativ eksekvering, der klart og enkelt kommunikerer Onfones nye position på markedet samt de muligheder, det skaber for kunderne.