Det nye år er kommet godt i gang for teleselskabet Onfone.
Alene i januar fik selskabet ikke færre end 26.000 nye kunder, og adm. direktør Morten Strunge kan nu prale af samlet at have over 150.000 kunder. Det skriver comon.dk.
Morten Strunge siger, at det i meget høj grad er fastprisprodukterne, der har trukket kunderne til, og at de udgør omkring 98 procent af abonnementerne.
I september lancerede Onfone en storstilet kampagne med skuespilleren Lars Bom i front, og det kunne i den grad få
kritikerne på banen.
Men noget tyder på, at den massive markedsføring virker, og Morten Strunge agter da heller ikke at ændre på noget i den henseende.
– Vi kører på så længe, vi kan holde prisen for den enkelte nye kunde nede i niveau. Markedsføringen koster penge, men så længe det afføder et stort kundeindtag, så fortsætter vi, siger han til sitet og tilføjer, at selskabet har noteret det hidtil laveste niveau i antallet af abonnenter, der siger op.
I februar er der allerede kommet 5000 nye kunder til, direktøren forventer, at Onfone i løbet af foråret runder 200.000 kunder.