Stort set alle virksomheder er til stede på nettet i en eller anden form. Men hvis man for alvor skal få kontanter ud af sit onlinemarkedsføringsbudget, gælder det om at få data. Og så meget som muligt. Moderne teknologi giver muligheder for at holde øje med, hvor tit folk besøger hjemmesider, og hvad de ser på, når de er der.
Verden er i den grad blevet social med 500 millioner aktive brugere på Facebook og millioner af brugere på en række andre sociale netværkssites. Og den sociale interaktion er det, der gør forskellen på succes og middelmådighed, fastslår Facebook-chefen Christian Hernandez Gallardo. De personlige relationer får nemlig anbefalingen til at vægte mere –Vores næste store skridt bliver e-handel. Vi prøver at ændre marketing fra at være en marketing-push til en personlig anbefaling.
Og det er noget, der kommer til at gøre en kæmpe forskel, fordi kunderne derved får råd fra folk, de kender, mens butikkerne kan udnytte den viden om deres besøgende til at optimere salget, siger Facebook-chefen. Et eksempel er jeans-producenten Levi’s, der aktivt bruger informationerne om besøgende i sin onlineforretning. Hvilke produkter, der er på forsiden, ændrer sig, alt efter hvilken type kunde, der besøger siden. Samtidig kan man via Facebook se, hvilke typer bukser ens venner kan lide, og hvilke der er mest populære i det område man bor i. Levi’s bruger samtidig informationerne, om hvilke typer bukser der er mest populære i forskellige lande, til at hjælpe med distributionsbeslutninger.