Det kendte magasin People, der har 42 mio. abonnenter, er for første – og måske eneste – gang udkommet med en selvstændig online-version. Det skriver amerikanernes svar på ”Markedsføring”, AdAge, i dag, mandag.
Den virtuelle udgave af People har fået titlen ”Best Summer Ever” og bliver dels markedsført via mails til abonnenter på Time Inc’s øvrige magasiner og dels via den printede version af People Magazine.
Online-magasinet præsenteres med animeret forside, hvor man ser delfiner springe op af vandet bag Beyonce Knowles, der er iført et hvidt sommersæt. Samtidig kan man, hvis man har sat sine højtalere til pc’en, lytte til surfer-lyde i baggrunden, ligesom der hører et individuelt soundtrack til hvert enkelt opslag.
Set med amerikanske annoncørbriller er denne type magasiner lidt af en nyskabelse. Men i hvert fald hos Unilever, som har indrykket ni siders annoncer i bladet.
Irene Grieco, der har ansvaret for Unilevers amerikanske print, siger:
–Det er muligt, det er risikabelt. Men omvendt forsøger vi jo selv hele tiden at opfordre vores samarbejdspartnere til at komme op med noget ny og originalt.