
Konceptet popup-butikker, hvor en virksomhed åbner en midlertidig butik i en gågade eller i et ledigt butikslokale i et storcenter, kan blive stort i julemåneden, når netbutikker for en stund flytter fra cyberspace ind i virkeligheden.
Butikkerne ønsker at skabe opmærksomhed, da de er en kontrast til de etablerede butikker, som man er vant til at passere i sit lokale storcenter eller gågade.
Oplevelsesgaver.dk er en af de virksomheder, som har åbnet fem popup-butikker i landets storcentre. Her kan kunderne komme forbi og finde ud af hvilke ønskedrømme, de skal give familie og venner i julegave.
I Field’s i København står Danmarks mindste ubåd, og i Kolding Storcenter en ægte Peugeot-racerbil. Begge dele er selvfølgelig noget, kunderne kan købe oplevelsesgavekort til.
Brian Vangsgaard, salgschef for Oplevelsesgaver.dk forklarer om baggrunden for at åbne en fysisk butik og hvilke muligheder, det giver en e-handelsbutik:
– Vi vil gerne nærme os forbrugerne ved at være til stede der, hvor de i en travl juletid afsøger udbuddet af julegaveideer og køber deres julegaver. Det giver os helt andre muligheder for at rådgive kunderne, så de udover at købe også køber den helt rigtige oplevelse, siger han.
De fysiske udgaver af oplevelsesgaver.dk holder åbent til og med 23. december, og kan besøges i Rosengårdscentret i Odense, Kolding Storcenter, Bruuns Galleri i Aarhus samt Field’s og Fisketorvet i København, og du kan læse mere
her.