Blandt unge er det vigtigste at være in. Det samme gælder for så vidt for mobiltelefoner. Mens Nokia anses som den tjekkede pige i det rigtige modetøj, bliver Motorola opfattet som den lidt stille fyr, der ikke altid bliver lukket ind på diskoteket.

For at ændre den udvikling har Motorola lanceret et onlinespil, PartyMoto.com, hvor deltagerne skal skabe sig en instatus, når man går i byen. Spillet er første del af en kampagne, som skal ændre de unges holdning til Motorola og samtidig skal skabe en dialog med en målgruppe, som ikke er kendt for at være blandt de mest loyale forbrugere.

Spillet blev lanceret i Skandinavien i sidste uge, men i alt 11 i Europa er på tegnebrættet i lanceringen. Det er det danske produktions- og koncepthus, Pinkfloor, der står bag spilkonceptet, der blev præcenteret første gang ved årets CEBIT-udstilling. Allerede nu har det opnået så stor opmærksomhed i Motorola-organisationen, at det også er blevet besluttet at rulle det ud i USA.

– Meningen er at skabe universer som er i de unges stil og hvor det foregår i en meget ung tone. Motorola kæmper en hård kamp mod Nokia, som meget tidligt har været opmærksom på at skabe telefoner og software, der kommunikerer i til unge, siger Camilla Lyngbo Hjort, direktør og stifter af Pinkfloor.

Bureauet har skabt en række udtryk og symboler, som de unge selv bruger. Motorola har været meget åbne overfor spillet og givet Pinkfloor meget frie hænder, selv om de i nogle tilfælde har trukket en grænse, når bureauet har villet gå til kanten.

For at deltage i onlinespillet skal brugeren registrere sig på sitet. På den måde vil Motorola generere en del kontakter, som der kan bygges videre på.

Den tekniske underleverandør til spillet er et andet dansk bureau, Shockwaved, som også skal stå for at udvikle en SMS-gateway, som gør det er muligt at integrere SMS spil og interaktion med online-løsningerne. For ifølge Camilla Lyngbo Hjort skal universet hele tiden udvikles med nye spil og funktioner.

I dialog-sammenhæng er udvidelsen med en SMS-gateway interessant, da en tommelfingerregel siger, at man kan øge responsen ved at kombinere kanaler.

Kampagnen for spillet har kørt i et stykke tide med MTV-spots. Motorola har indgået en sponsoraftale med MTV på deres Island of MTV club tour.

Lanceringen vil blive desuden blive drevet fra de enkelte lande og vil primært være større bannerkampagner, der udover viral-markedsføring, hvor deltagere anbefaler det til deres venner, skal skaffe deltagere til spillet.