I modsætning til virksomhedsledere i lande som USA, England, Frankrig, Tyskland og Sverige, mener flertallet af danske virksomheder, at den økonomiske krise er slut inden udgangen af første halvår 2010. Kun kinesiske virksomheder er mere optimistiske end danske.
Det viser en ny international undersøgelse fra kreditforsikringsselskabet Atradius.
53 procent af de danske virksomheder forventer, at krisen slutter enten allerede inden udgangen af i år, eller senest i løbet af første halvår 2010.
Samtidig regner næsten hver femte danske virksomhed med, at krisen slutter allerede inden udgangen af i år, mens det er under hver 10. britiske virksomhed, som deler det synspunkt.
Kun ni procent tror, at krisen vil vare ud over 2011, og det er det laveste antal sortseere blandt samtlige vestlige lande i undersøgelsen.
På vigtige eksportmarkeder som USA og Tyskland er antallet af pessimistiske virksomhedsledere det dobbelte af det danske.
– Den danske optimisme kan virke overraskende, ikke mindst i lyset af den faldende eksport. Men virksomhederne er trods alt så realistiske, at de ikke forventer en snarlig periode med høj vækst, men blot at det voldsomme fald i den økonomiske vækst nu bliver afløst af en beskeden stigning, lyder det i en kommentar til undersøgelsen fra vicedirektør Erik Skovgaard Nielsen fra Atradius.
Fortsat på vagt
Undersøgelsen peger dog på, at de danske virksomheder er klar over, at de trods de lysere udsigter fortsat skal være på vagt. Mange virksomheder frygter således, at man i de kommende måneder vil se et stigende antal konkurser i pressede brancher, viser undersøgelsen.
– Virksomhedernes forventninger stemmer overens med vores egne vurderinger. Vi mener, at vi også næste år vil se et rekordhøjt antal af konkurser på mellem 6.000 og 7.000, hvilket er fem gange så mange som for blot to år siden, siger Erik Skovgaard Nielsen.
Mere end hver tredje danske virksomhed er i øvrigt nu enten begyndt at kræve forudbetaling for sine varer, eller overvejer at gøre det, ligesom Danmark også er blandt de fem lande i undersøgelsen, hvor flest virksomheder er begyndt at kreditforsikre sig mod dårlige betalere.
Undersøgelsen – som har titlen Atradius Global Economic Crisis Survey – er en af de hidtil største undersøgelser, der er lavet om virksomheders reaktion på den økonomiske krise.
I alt er erhvervsledere i over 3.500 virksomheder i 20 lande blevet spurgt om, hvordan finanskrisen har påvirket dem, og hvordan de forventer den fremtidige udvikling.
Atradius er et af verdens største kreditforsikringsselskaber med en global markedsandel på 31 procent – og er markedsleder i Danmark. Atradius har 160 kontorer i 42 lande.