At pakke aviser ind i et annoncør-omslag er ingen ny opfindelse – tænk blot på teleselskaber, trafikaviser og div. fagblade – men mandagen bød alligevel på lidt af en overraskelse på området.
Her har det tyske bil-brand Opel – kendt for taglinen ”Wir leben Autos” – nemlig indrykket en stribe annoncer – forside, side 2 (helside), 2. sektions forside, bagsiden af 2. sektion og endelig bagsiden på hovedavisen (helside) i tabloidavisen BT.
Opels annoncer er et led i kampagnen for selskabets varevogn Vivaro. Og ikke mindst muligheden for at indgå en serviceleasing-aftale på denne.
Annoncerne fylder således godt i BT-landskabet, og det er første gang, at tabloid-avisen lader en annoncør få så markant en tilstedeværelse, fortæller Michel Madsen, som er Key Account Manager for annoncesalg hos Berlingske Media, der står bag BT.
– Der har tidligere blot været plads til et frimærke af en annonce på forsiden af BT, men det har ændret sig i dag, hvor vi samtidig har givet en annoncør mulighed for at pakke avisen ind, siger han.
Forsiden er stadig (lidt) hellig
Der er ikke tale om en massiv indpakning, som man eksempelvis tidligere har set hos trafikavisen Metroxpress, hvor avisen bogstaveligt talt var svøbt ind i annoncer.
– Vi har jo et helt andet produkt at sælge, så det har naturligvis været lidt op ad bakke at få indpakningen gennemført, da vi er et løssalgsmedie. Derfor må annoncerne heller ikke fylde for meget på forsiden, da kunderne næppe køber avisen på baggrund af annoncerne, fortæller Michel Madsen.
Hvad har det kostet Opel at pakke BT ind?
– Indpakningen tager udgangspunkt i vores listepriser. Mere kan jeg ikke fortælle, siger Michel Madsen.
Af BT’s listepriser fremgår det, at en annonce på forsiden, 266 mm x 50 mm, koster 48.110 kroner på en hverdag, mens en bagside, 86 mm x 75 mm, koster 20.800 kroner, så det har næppe været en billig fornøjelse for Opel.
– Vi afventer naturligvis, hvilken effekt annoncøren får af annoncen, og derefter går vi lidt bredere ud og fortæller om de nye muligheder på BT, slutter Michel Madsen.