Sidste år lykkedes det Operation Julegaveregn at indsamle lige knap 110.000 kroner til danske børnehjemsbørn, og om kort tid skydes projektet i gang for andet år i træk.
Ideen opstod forrige jul, da de tre initiativtagere David Bastian-Møller, Hanne Juel Halvorsen og Linn Radsted fra det tidligere Berlingskes Mediateam, hørte, at der fra det offentliges side kun var afsat 185 kroner til julegaver pr. anbragt barn i Danmark.
David Bastian-Møller fortæller:
– Jeg tænkte, at det jo var langt under, hvad mine egne børn får for. Samtidig vidste jeg, at der i min datters parallelklasse gik en pige, der boede på børnehjem/institution. Og nå hun kom i skole efter jul, ville hun endnu en gang blive mindet om, at hun har en anderledes opvækst. Alene på grund af gavesnak, sammenligning m.m.
Det besluttede han og hans to kolleger at gøre noget ved, og de startede derfor sidste år Operation Julegaveregn. Indsamlingen gav via sms og web (bankoverførsler) næsten 110.000 kroner, og godt 250 børn fik gaver for kr. 400,- ekstra.
– De ekstra gaver gør ikke kvart, halv eller hel familie, men som Bo Mollerup fra vores samarbejdspartner FADD siger, så er gaverne et plaster på et sår, der måske aldrig heles, siger David Bastian-Møller.
Skruer op for blusset
I år starter Operation Julegaveregn officielt den 30. november og kører frem til den 20. december, hvor pengene fordeles. I den periode har både private og erhvervsdrivende mulighed for at donere et beløb via hjemmesiden, sms eller bankoverførsel.
Projektet har ifølge David Bastian-Møller ikke en krone til traditionel markedsføring, og arbejder derfor på at finde alternative kanaler.
– Det er nødvendigt, hvis man skal finde penge til denne type projekt. Men vi skruer op for blusset, så meget vi kan. Så selv om vi ikke bruger penge på annonceindrykninger, så hustler vi os til lidt print og web, hvilket til gengæld giver giver-firmaerne lidt positiv PR, da de kan nævne, at de støtter os og den gode sag. Og så er vi i gang med at hverve 3-4 ambassadører, der skal sparke dørene op til pressen, siger han.
Igen i år er indsamlingen overvåget af Foreningen af Danske Døgninstitutioner, som i samarbejde med initiativtagerne står for uddelingen af de indsamlede midler.
– Vores målsætning i år er ambitiøs, men vi håber at nå op på, at børnehjemsbørnene kan få gaver for 1.000 kroner mere end de berømte 185 kroner, så de ligesom deres jævnaldrende kammerater kan fremvise nogle seje julegaver, siger David Bastian-Møller, som dog understreger, at han ikke ser det som en fiasko, hvis indsamlingen ikke når helt op på de 3,5 mio. kroner.
Læs mere på
julegaveregn.dk eller besøg Julegaveregns
side på Facebook.