Der kan let komme til at gå 10 år, før retsopgøret efter finanskrisen vil være afsluttet.
Det vurderer den tidligere dommer ved Østre Landsret og advokat Lars Lindencrone Petersen.
Efter at fire nøglepersoner i Roskilde Bank har fået besked på selv at betale deres advokatregninger, mener han, at det er oplagt, at sagerne bliver ekspederet videre til Menneskerettighedsdomstolen, hvor sagsbehandlingstiden er to til tre år.
Staten har allerede stævnet omkring 30 direktører, bestyrelsesmedlemmer og revisorer fra Roskilde Bank, Ebh-Bank, Løkken Sparekasse og Capinordic for mere end to mia. kr. Og endnu flere kan følge efter, når også omstændighederne omkring Amagerbankens krak er belyst.