Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er parat til et opgør med den tavshedspligt, bankerne påberåber sig, og som hidtil har gjort det umuligt at få indsigt i hemmelighederne bag striben af danske bankkrak. Tavshedspligten gør det nærmest umuligt at få adgang til det materiale, der eventuelt støtter en civil retssag mod bankledelserne. Aktionærgruppen har f.eks. fået afslag på en ansøgning på fri proces til at føre en civil sag mod flere af de ansvarlige for krakket i Roskilde Bank. En af grundene til afslaget var, at aktionærerne ikke kunne fremlægge dokumentation for deres påstande i form af beslutningsprotokoller fra bankens bestyrelsesmøder. Morten Bødskov (S) mener, at ”det er vigtigt, at man som kunde, garant og aktionær kan få mulighed for at rejse civilt søgsmål,” selv om fortrolige forhold skal respekteres. Og han agter at rejse problemet i den forligskreds, der vedtog loven om Finansiel Stabilitet. Bødskov støttes af Kristian Thulesen Dahl (DF), der vil bede Lene Espersen om et svar på, hvordan reglerne kan smidiggøres. Hun lovede onsdag, at hun gerne vil finde et smuthul, der tilfredsstiller forligskredsen.
Jyllands-Posten Erhverv side 1.