Adgangen til danskernes yndlingslån bliver snart begrænset.
Berlingske skriver, at landets største realkreditinstitut, Nykredit, som de første herhjemme vil bremse brugen af afdragsfrie lån med lave startydelser og variable renter. Det vil ifølge økonomer gøre boliglån dyrere og presse priserne ned, men det er ikke desto mindre et fornuftigt skridt mod et mere stabilt boligmarked, lyder det. Koncernchef for Nykredit Peter Engberg Jensen, siger i et interview med Berlingske, at det sandsynligvis bliver sådan, at realkreditlånet deles op i to lag.
Kun de første 60 procent af finansieringen må består af afdragsfrie lån med variable renter. På den sidste del – fra 60 til 80 procent – vil Nykredit tvinge danskerne til at tage fastforrentede lån med afdrag. Det skal gøre risikoen mindre og skabe større tillid til de obligationer, som realkreditten bruger til at skaffe finansiering.
– Vi tror på, at vi får endnu bedre obligationer fra nul til 60 procent, men det kan så godt være, at de obligationer, der ligger yderst, bliver lidt dyrere, siger Peter Engberg Jensen til Berlingske.