Udenlandske virksomheder er på intensiv opkøbsjagt i Danmark. Mens amerikanske Duponts køb af Danisco tager overskrifterne i medierne, sker der blandt mindre og mellemstore danske virksomheder et stigende salg til udlandet, som i dag langt overstiger danske virksomheders opkøb af udenlandske virksomheder.
De seneste tal over antallet af virksomhedshandler, foretaget af rådgivningsfirmaet Audon Partners, viser, at 16 danske virksomheder blev solgt til udenlandske selskaber i de første tre måneder af 2011.
De sidste uger er det en række mellemstore danske virksomheder, der har fundet en udenlandsk ejer. Det drejer sit typisk om virksomheder med en omsætning på op mod 350 mio. kr.
For eksempel er den danske specialslagter ECB blevet opkøbt af en tysk cateringgigant, Protec Vinduer er blevet overtaget af den svenske vinduesvirksomhed Inwido, rejsesitet Momondo er solgt til britisk internetselskab og bagagehåndteringsselskabet Novia er overtaget af en svensk konkurrent.