Efter offentliggørelsen af de nye læsertal for 1. halvår 2005, er der næppe tvivl om, hvad dagbladene bliver mødt med, næste gang de skal mødes med mediabureauerne om prisforhandlinger.
Adm. dir. Peter Ottesen, Mediabroker siger det f.eks. på denne måde,
– Jeg tror, der er nogle kommercielle direktører, der skal tænke sig godt om, før de offentliggør deres nye prislister.
Problemet er, at der er ændret metode i Index Danmark og det har ført til nogle temmelig voldsomme forandringer i læsertallene. Populært sagt er søndagslæsningen steget og hverdagslæsningen faldet. F.eks. er Jyllands-Postens hverdags-læsertal sat ned med over 100.000 til 562.000. Det får dog ikke bladdirektør Torsten Bjerre Rasmussen til at vakle. Han ser ingen grund til at ændre på prissætningen.
– Der er ændret metode, og det har ført til et ændret tal. Det tager vi til efterretning. Men vores markedsposition er uændret. Den er stærk og der er jo ikke tale om, at vi har tabt 100.000 læsere. Det er niveauet generelt, der er ændret, siger Torsten Bjerre Rasmussen og konstaterer, at selvfølgelig skal der nok komme diskussioner med mediabureauerne.
– Det har vi jo hvert år, siger han.
Peter Ottesen er enig i, at de nye læsertal som sådan ikke behøver svække dagbladsgruppen, fordi der er tale om en generel niveau-forskydning.
– Vi har i de senere år set aviser med gennemsnitligt op til 5 læsere pr. eksemplar Det har skuret i øjnene, og det er der justeret på nu. Det har været sådan, at søndagslæsningen har været undervurderet og hverdagslæsningen overvurderet. Men man vælger medier ud fra nogle karakteristika, og det behøver ikke blive ændret, fordi niveauerne er lidt lavere end de tidligere har været, siger Peter Ottesen.
Justeringen af metoden betyder, at de to gratis-aviser, MetroXpress og Urban, nu er henholdsvis Danmarks mest og næstmest læste aviser. Jyllands-Posten er altså skubbet ned på en tredjeplads. fin