Oplagstal splittet op på de enkelte hverdage kan blive en realitet i løbet af få måneder. Det vurderer Berlingskes bladsalgschef Hans Peter Nissen.

I bladsalgsafdelingen er vi parat til og indforstået med at gøre det. Men det er annonceafdelingen, der skal træffe den endelige afgørelse, og det hænger sammen med udviklingen af QRP-systemet. Mit gæt er, at tallene bliver tilgængelige i løbet af nogle måneder, siger Hans Peter Nissen.

Han erkender samtidig, at den nuværende opgørelse ikke er præcis nok, fordi de enkelte dage har udviklet sig forskelligt. F.eks. er fredage og lørdage blevet større, mens mandage, tirsdage og onsdage er blevet mindre avisdage.

Hos Politiken er direktør Merete Eldrup enig i, at opdelingen i et tal for gennemsnittet af seks hverdage og en søndag er et levn fra fortiden. Alligevel er hun lidt skeptisk over for at udgive oplagstal for alle dage.

Det er et spørgsmål om, hvad man kan bruge de tal til. Vi synes, læsertal er de bedste. Men vi vil ikke stille os i vejen. Det vigtigste er, at vi får nogle nøgletal, som alle er enige om, siger Merete Eldrup.

Hans Peter Nissen forventer, at tallene vil komme ud gennem Dansk Oplagskontrol, og med en sådan udvikling kommer dagbladene en smule af den kritik, der har været rejst af oplagstallene fra annoncør-side, i møde.

Bl.a. har Peter Ottesen fra Carat, der producerer Dagbladenes Annonceindeks til Markedsføring, længe efterlyst mere retvisende tal – dels i forhold til enkelte ugedage og dels i forhold til fordelingen mellem fuldt betalende og tilbuds-abonnenter.

Peter Ottesen er dog godt tilfreds ved udsigten til at få oplagstal for alle dage.

Det vil være en klar forbedring i forhold til den indsigt, vi efterspørger hos dagbladene, siger Peter Ottesen.

Hans Peter Nissen afviser dog, at oplagstallene generelt ikke er retvisende, og den holdning ændres ikke af, at Århus Stiftstidende f.eks. fornylig måtte nedjustere sit oplag for hele 2. halvår.

Langt størstedelen af nedjusteringen skyldes abonnenter, som ikke har betalt regningen, og så længe de principielt er pligtige til at betale, så kan man godt tælle dem med. Men vi har sammen med den nye chefredaktør på Århus Stiftstidende besluttet at indføre samme principper som på Berlingske, og derfor bliver nedjusteringen foretaget, siger Hans Peter Nissen og tilføjer, at det i realiteten kan være meget vanskeligt for oplagsrevisionen at spotte den slags aftaler, der bygger på “krydsende regninger”.

Men bladene er gode til at sladre om hinanden, og derfor vil de fleste sager blive spottet. Jyllands-Posten har da også informeret Oplagskontrollen om Århus Stiftstidende. Den del af nedjusteringen, der skyldes en række hotelaftaler, udgør dog kun så få eksemplarer, at de ikke er værd at gå op i, siger Hans Peter Nissen.

På Dagbladenes Annonceindeks holder tendensen fra årets første uger sig. Formiddagsaviserne er startet godt, mens morgenaviserne halter lidt mere.