I begyndelsen af året bragte vi i disse spalter en opfordring til danske kreative om at pitche gode ideer ind til Røde Kors i Danmark.

Organisationen havde nemlig brug for hjælp til en kommunikationsopgave, som skulle leve på tværs af flere europæiske lande.

Nu kan du snart tjekke resultatet ud i København. Det danske VR-bureau VRPRO står bag, og fra på mandag kan du sætte dig på en af Røde Kors’ røde bænke og tage et par virtual reality-briller på.

Så befinder du dig pludselig langt, langt borte i et af de såkaldte nærområder til Syrien, som 5,6 mio. mennesker er flygtet til. 

Her hutler de sig gennem dagen i gamle, nedslidte bygninger. Du kan vandre ad støvede jordveje imellem skrøbelige flygtningetelte, og ikke mindst møde flygtninge fra Syrien, der hver især vil fortælle dig om deres hverdag.

Ladekarl: Virtual Reality er et stærkt værktøj

Med kampagnen forsøger Røde Kors med ny teknologi at bringe flygtninge i nærområdet tæt på københavnerne. Og samtidig transportere københavnerne virtuelt ned i nærområderne.

Virtual reality er et stærkt kommunikationsværktøj, der er med til at sikre høj indlevelse, forståelse og ikke mindst empati. Og netop dét er der brug for, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

– Nærområderne er geografisk og mentalt langt væk, men millioner af mennesker er påvirket og har brug for hjælp. Vi håber derfor, at denne oplevelse kan åbne fleres øjne for realiteterne og vise, hvordan Røde Kors hjælper i hele regionen, fortsætter han.

Røde Kors er med støtte fra EU i færd med at hjælpe nogle af de mange syriske flygtninge i nærområderne og lette trykket på Tyrkiet, Libanon, Jordan, Egypten og Irak, som er stærkt belastet af flygtningestrømmen fra Syrien.

Den virtuelle oplevelse, som kan opleves på bænken, er optaget denne sommer i Libanon, hvor mere end én million syriske flygtninge har søgt tilflugt.

VR-bureau står bag

VRPRO står som nævnt bag kampagneidé, og dertil kommer VR konceptudvikling, visuel stil, samt produktion og design af event stande og de karakteristiske røde VR bænke, som også optræder i den virtuelle oplevelse.

Projektet er skabt i samarbejde med Janus Heiberg Madsen, der i rollen som Creative Director har været ansvarlig for 360˚ filmproduktionen, mens Khora Virtual Reality har været ansvarlig for lyd og appudvikling. 

Kampagnen kører i øjeblikket med VR events i Danmark, Sverige, Holland og Frankrig, men inden for kort tid vil scopet blive udvidet til i alt ni europæiske lande. Samtidig vil oplevelsen være tilgængelig på otte sprog.

Kampagnen blev for nylig nomineret til den europæiske Digital Communication Awards 2018.

VR-filmen kan opleves i København på følgende steder og tidspunkter:

Mandag 27/8 kl. 17-20 på Rådhuspladsen
Tirsdag 28/8 kl. 17-20 på Gammeltorv (Indre by)
Onsdag 29/8 kl. 17-20 på Den Røde Plads (Nørrebro)
Tirsdag 4/9 kl. 17-20 på Højbro Plads
Onsdag 5/9 kl. 17-20 på Nyhavn, ved Mindeankeret