Brancheorganisation kræver konkret handling nu, ellers ser fremtiden sort ud for et af dansk eksports flagskibe. Fødevarer udgør stadig næsten 20 pct. af Danmarks samlede eksport, men erhvervets konkurrenceevne er under så hårdt pres, at brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer nu skruer op for advarselslampernes røde blink.
Det er hele klyngen omkring fødevareindustrien, der gennem længere tid har tabt konkurrenceevne, og Claus Søgaard-Richter mener, at det er en floskel, at vi bare skal være bedre. Hos en af de helt store spillere i den danske fødevaresektor, Tulip, stemmer man i. Det fleksible danske arbejdsmarked og adgangen til råvarer af højeste kvalitet roses, men ellers har Tulip svært ved at finde noget, som peger i Danmarks retning.

Dansk Industri har netop udsendt en rapport, der viser, at næsten hver anden danske fødevarevirksomhed i Dansk Industris medlemskreds forventer at starte nye aktiviteter op i udlandet, mens det kun er tre pct., der vil øge omfanget af aktiviteter i Danmark. Tulip vil fortsat investere mange millioner i Danmark, men samtidig investere uden for landets grænser, især i Sverige og Tyskland, hvor lønningerne ligger henholdsvis 20 pct. og 40 pct. lavere end i Danmark.
Business.dk