Dansk detailhandel skal tilbage i kampen om kunderne. I en analyse af danskernes forbrug har fremtidsforskerne i PEJ Gruppen ”aflivet myten om danskernes fodslæbende forbrug”.
Danskerne bruger således ifølge PEJ Gruppen ligeså mange penge som i 2006 og 2007.
Alligevel taber de fysiske butikker markedsandele i stor stil. Vinderne er de alternative salgskanaler som danske og internationale internetsites, grænsehandel, outlets, lufthavnsshopping, homeshopping, jobshopping og genbrug.
– Det er tid for butikkerne at komme videre. Det kræver nye investeringer. Butikker, kæder og storcentre skal forny sig og genopfinde sig selv. Alternativet er flere tabte markedsandele, kedelige byer, centre og negative forbrugere, der langsomt vil fravælge endnu flere fysiske butikker, lyder det fra konsulent- og projektchef Jakob Søndergaard fra PEJ Gruppen, der står bag et nyt initiativ for detailhandlen, som skal sætte en stopper for branchens negative spiral.
Vågn op
For snart en måned siden offentliggjorde PEJ Gruppen en forbrugsanalyse, som viste, at den fysiske butik er den store taber. Det efterlader detailhandelen med to muligheder: Afvikling eller udvikling. Det ligner en ulige kamp, men PEJ Gruppen har lagt sig selen med konferencen, Store Kædedag 2012 som skal give inspiration til at vende nedturen til optur for detailhandlen.
– Skal udviklingen vendes og kunderne lokkes tilbage til den fysiske butik, så må detailhandlen ganske enkelt op af stolen nu og genopfinde sig selv, ellers kommer kunderne ikke tilbage. Det gælder blandt andet om at arbejde intensivt og målrettet på alle de parametre, hvor den fysiske butik kan differentiere sig fra netbutikken, fortsætter Jakob Søndergaard.
Fremgangen for de alternative salgskanaler stopper ikke, selvom der kommer et nyt forbrugsopsving, lyder det.
Du kan læse mere om Store Kædedag her.