Danskerne skal kunne handle brugte varer, hvor som helst og når som helst, lyder visionen.
Derfor kan DBA’s brugere fremover sælge brugte ting direkte fra mobilen, uden de behøver at skulle igennem en lang arbejdsgang med at logge ind på en hjemmeside og uploade fotos af den vare, som de er på vej til at sætte til salg.
Nu kan de sætte dem til salg “on the spot”. De tager blot et foto og sætter umiddelbart efter varen til salg på dba.dk.
Derudover er det også muligt at påbegynde indrykningen af sin annonce fra mobilen, for herefter at gøre den helt færdig på computeren, inden den bliver publiceret på nettet.
– Vi ønsker at genskabe den velkendte oplevelse af at handle på DBA fra computeren til mobilen, men hvor det nu bliver endnu nemmere at handle brugt. Derfor har vi udviklet en app, hvor det bedste fra computeren er overført til mobilen, og hvor det kun tager to minutter at oprette sin annonce, forklarer kommunikationschef hos eBay og DBA, Simon Karsø.
Baggrunden for det nye tiltag er bl.a. den stigende trafik fra mobilen, hvor DBA oplever, at 37 pct. af den samlede trafik kommer fra mobile enheder, og funktionerne derfor har været stærkt efterspurgte.
– Danskerne stiller større og større krav om at være mobile, og det gælder også handel med brugte varer. Man skal kunne handle brugt hvor som helst og når som helst, uanset, om man står i garagen og vil have cyklen sat til salg med det samme, eller hvis man er på farten. Netop derfor satser vi benhårdt på at gøre DBA så mobilt som muligt, understreger Simon Karsø.
Udover at sætte varer til salg fra mobilen, giver app’en også mulighed for, at køber og sælger kan kontakte hinanden via telefon, mail og sms, og sende spørgsmål og svar frem og tilbage. Dertil er der almindelige funktioner som at foretage søgning blandt mere end én million varer, og at kunne søge lokalt, for at se, hvad der er til salg lige rundt om hjørnet.