En ny svensk-dansk lederundersøgelse fra Eniro viser, at flere svenske virksomheder end danske forventer omsætningsfremgang. Til gengæld er andelen af virksomheder, der vil øge forbruget af markedsføring og ansætte flere medarbejdere, større i Danmark end i Sverige.

Undersøgelsen, hvor 1.500 små og mellemstore virksomheder i Sverige og Danmark har deltaget, er gennemført gennem Userneeds’ lederpanel, og den viser, at færre danske virksomheder tror på omsætningsfremgang i de kommende 12 måneder end ved sidste års undersøgelse:

I 2015 forventede 63 procent af de små og mellemstore danske virksomheder, at omsætningen ville stige over de kommende 12 måneder. I år er det tal faldet til 56 procent.

Andelen af virksomheder, der forventer et decideret fald i omsætningen, er med bare fem procent dog stadig lav, men det er første gang siden 2013, hvor Eniro startede med at undersøge SMV’ernes syn på fremtiden og brug af markedsføring, at der er sket et fald i forventningen til omsætningsfremgang.

Marketing og medarbejdere

– Det hænger jo nok sammen med, at væksten i Danmark og Europa her i 2016 generelt ser ud til at blive svag, og det lægger selvfølgelig også en dæmper på de små og mellemstore virksomheders optimisme. Men når det er sagt, kan vi dog se, at andelen af virksomheder, der forventer at øge antallet af medarbejdere og bruge flere ressourcer på markedsføring, kun er faldet marginalt siden sidste år, siger Kristoffer Apollo, der er kommunikationschef i Eniro Danmark.

Undersøgelsen viser således, at 37 procent af de danske små og mellemstore virksomheder forventer, at antallet af medarbejdere vil stige i de kommende 12 måneder og 28 procent forventer at bruge flere ressourcer på at arbejde med markedsføring og annoncering.

Det er henholdsvis to og tre procent færre end sidste år – og altså også en tilbagegang. Den gode nyhed er, at det er en større procentdel end blandt de svenske virksomheder, hvor kun 22 procent siger, at de forventer at bruge flere ressourcer på at arbejde med markedsføring og annoncering.

Flere forskelle

I det hele taget byder den nye analyse – som for første gang er foretaget i både Sverige og Danmark – på en del forskelle mellem de to lande. Således forventer 64 procent af de svenske SMV’er omsætningsfremgang mod altså 56 procent af de danske virksomheder.

Den højere forventning til omsætningsfremgang hos svenskerne betyder dog ikke, at der også skrues op for markedsføringen hinsidan.

– Det kan overraske, at mens flest svenske virksomheder forventer omsætningsfremgang, er der faktisk flest danske virksomheder, der forventer at øge ressourcerne til markedsføring og annoncering. Årsagerne kan jo være flere, men det er i hvert fald ud til, at de danske virksomheder ikke har tænkt sig at give op, selv om de er nervøse for konjunkturerne. Der er altså en villighed til at investere i markedsføring for at holde forretningen i gang, siger Kristoffer Apollo og tilføjer:

– Derudover kan vi se, at de digitale kanaler generelt er noget mere udbredte blandt de små og mellemstore virksomheder i Sverige end i Danmark, så den højere investeringsvillighed herhjemme kan også afspejle, at det er ved at gå op for de danske virksomheder, at det kræver investeringer, hvis man vil følge med i den digitale nutid.

Analysen er baseret på 1.500 webinterview med ledere og topledere i svenske og danske små og mellemstore virksomheder (2-249 medarbejdere).

Interviewene er foretaget via Userneeds’ lederpanel i perioden fra den 19. april til den 3. maj 2016.

Det er fjerde år i træk, at Eniro gennemfører ”SMV-analysen” i Danmark, og første gang den gennemføres i Sverige.

Fakta: Små og mellemstore virksomheders (SMV’ers) syn på fremtiden

Udviklingen i Danmark

– 56 % af de danske SMV’er forventer stigende omsætning i de kommende 12 måneder mod 63 % i 2015.

– 37 % af de danske SMV’er forventer, at antallet af medarbejdere vil stige mod 39 % i 2015.

– 28 %. forventer at bruge flere ressourcer på at arbejde med markedsføring og annoncering i det kommende år, mod 31 % i 2015.

Danmark-Sverige

– 56 % af de danske SMV’er forventer stigende omsætning i de kommende 12 måneder mod 64 % af de svenske SMV’er.

– 23 % af de danske SMV’er har haft et stigende forbrug til annoncering og markedsføring det seneste år mod 20 % af de svenske.

– 28 % af danske SMV’er forventer at bruge flere ressourcer på markedsføring mod 22 % af de svenske.