Efter nogle magre år med krise og begrænsede budgetter, er der atter gang i reklameforretningen. Det var indtrykket på årets reklamefestival, der sidste uge løb af stablen i Cannes.
Stemningen var god, langt bedre end de foregående år, lyder det således fra administrerende direktør Ulrik Thagesen fra mediebureaet MediaCom.
– I år er et post-recession år, og det kan tydeligt mærkes hernede i Cannes. Der er rekord i indsendt materiale til konkurrencerne og et rekordstort antal deltagere, siger han.
Cannes Lions bød ikke på noget revolutionerende nyt for bureaudirektøren, men bekræftede en række stærke tendenser, herunder teknologiens fremmarch.
Med teknologien i fokus kommer der også andre spillere på reklamebanen, som for eksempel softwaregiganten Microsoft, der var rigt repræsenteret i Cannes.
– Det er en meget spændende tid for os. Internet, apps og sociale netværk er med i stort set alle diskussioner hernede. Alle kampagner bør i dag have en online-komponent, siger Marc Bresseel, Vice President, Global Marketing hos Microsoft Advertising.