De fleste medier på papir er udfordret i disse år, men mange af dem slår kraftigt med halen, og stort set alle har travlt med at konsolidere sig det bedste, de har lært.

Det har annoncemarkedet set bevis for de seneste uger, hvor hele tre nye – og vidt forskellige – print-produkter har meldt deres entré på markedet:

Det drejer sig om Søndagsavisen og Politikens Lokalaviser (POLA), der har indgået et samarbejde. BT, der er gået sammen med gratismediet MX i selskabet BTMX, og endelig det nye ugeblad ”Tæt På”, der udkom for første gang onsdag i sidste uge.

Mediebureauet IUM’s head of print, Tina Malmstrøm, glæder sig som udgangspunkt over, at printmedier på forskellig vis søger at forsvare sig mod teknologiske og strukturelle forandringer.

– Det er muligt, at annonceomsætning på printmedier falder med nogle procent hvert år – nogle mere end andre – men vi kommer altså fra et tårnhøjt niveau, så print er ikke lige på nippet til at forsvinde fra mediescenen, siger Tina Malmstrøm.

Søndagsavisen står stærkt

Det er særligt Søndagsavisen/POLA alliancen, der vækker interesse hos Tina Malmstrøm og IUM. 

Søndagsavisen og Politikens Lokalaviser indgår samarbejde om de regionale udgaver af Søndagsavisen i Odense, Horsens og i dele af Nordsjælland. De fleste steder vil lokaludgivelserne fremover blive integreret i Søndagsavisens layout, men distribueret i POLA´s områder. 

– Det er en interessant øvelse set fra vores bord.  Vi så, at konsolidering af Sjællandske Medier førte til, at weekendudgaverne nu står stærkere. Gevinsten kan blive bedre læsertal, hvis man forener familie-, forbruger- og lokalforandret indhold. Det bliver en bedre avis, vurderer Tina Malmstrøm.  

– Jeg håber, at vi får mulighed for at lave et samlet storkundekøb hos Søndagsavisen, hvor vi også vil få mulighed for at tilkøbe alle POLA’s andre udgivelser, siger Tina Malmstrøm, der minder om, at IUM arbejder med mange store retail-kunder, som i høj grad ønsker at benytte lokalannoncering på papir, fortsætter hun.

Det andet eksempel er BT, der har købt gratismediet MX og dannet et nyt fælles selskab BTMX, som Berlingske Media ejer 70 pct. af.

Sammen når de to titler en rækkevidde på over 600.000 daglige avislæsere ifølge Gallup.  Digitalt er de i kontakt med over 2,5 mio. hver måned.

– Det er givetvis en fornuftig business-case, hvis man fremover kan producere BT og det gratis MX billigere. Men set med annoncemarkedets briller er det foreløbig svært at se gevinsten – ikke mindst fordi de bevarer to separate salgsafdelinger, der samtidig afkobler BT fra de andre Berlingske-medier, siger Tina Malmstrøm.

Nyt sladderblad skal kæmpe

Det tredje eksempel er erhvervsmanden Karsten Ree – der jo tidligere har scoret kassen på printmediet Den Blå Avis – som har plukket 2-3 af branchens meget erfarne ugebladsjournalister, som basis for introduktion af det nye ugeblad, ”Tæt På”.

Det udkom for første gang i onsdags. Det fås kun på papir og konkurrerer direkte med blandt andre Se og Hør, Billed-Bladet og Her & Nu. 

– Der er mange mode- og livstilsbaserede ugeblade, som stadig har en betydelig annonceomsætning. Underholdnings/sladderblade har derimod altid primært levet af deres løssalgsindtægter, mens annoncer har spillet mindre rolle. Men lad os afvente bladets læsertal og priser, slutter Tina Malmstrøm.

Du kan i øvrigt høre Rasmus Møller fra Mediacom Danmarks bud på det nye blads muligheder her.