42 medarbejdere fra Oracle Danmark dedikerede gennem 14 dage i september tid og talenter til støtte for Dansk Røde Kors, Projekt Udenfor, Dannerhuset og en række andre samfundsnyttige projekter.
Det skete som led i Oracles årlige Global Volunteer Days, der i år gennemførtes for 10. år i træk.
Projektet tilskynder medarbejderne til at engagere sig i lokalsamfundet, og Oracle støtter medarbejdernes engagement – I Danmark foregår det frivillige arbejde således i arbejdstiden.
Oracle Danmarks medarbejdere støttede i år Dansk Røde Kors gennem de følgende projekter:
Ungdommens Røde Kors fik hjælp til at renovere Café Zusammen på Frederiksberg og til at rejse midler gennem donationer og sponsorater.
Asylcenter Sandholm fik doneret en stor samling spil, T-shirts og kontorartikler til gavn for asylcenterets beboere.
Ansatte fra Oracle gennemførte en IT-workshop for asylsøgere fra Røde Kors’ asylcentre.
Ansatte fra Oracle var med til at gennemføre sprogundervisning for nydanskere hos Ballerup Sprogcenter – en kontakt skabt gennem Røde Kors’ lokalafdeling i Ballerup.
Direktør ved kødgryderne
En række medarbejdere hjalp desuden Projekt Udenfor med at lave mad til Københavns hjemløse.
Projekt Udenfors biler fik også en tiltrængt rengøring, og når Oracle Danmark inviterer til indvielse af sit nye domicil den 23. oktober opfordrer man gæsterne til at donere pengene til Projekt Udenfor, i stedet for at give indflyttergave.
Thomas Honoré, adm. direktør for Oracle Danmark, siger:
– Global Volunteer Days er en god ramme for vores medarbejderes engagement. Jeg er stolt af, at 42 danske medarbejdere rev en dag ud af deres travle arbejdsliv for at støtte udsatte grupper i samfundet. Det var sjovt, vi lærte noget nyt, og vi fik gjort en god gerning for nogle mennesker, som virkelig har behov for den hjælp, vi kan give dem.
Direktøren stod i øvrigt også selv i køkkenet og lavede mad for Projekt Udenfor.