Storytelling er værktøjet, når Kræftens Bekæmpelse søndag den 25. marts ringer på døren. ”Det hjælper at hjælpe” og ”Min mand blev helbredt” er ordene mange danskere ser på en indsamler, der står uden for med et personligt budskab på trøjen.

Til årets landsindsamling har Kræftens Bekæmpelse nemlig indført et lille flag til at hæfte på tøjet, hvorpå indsamleren kan skrive sin helt egen grund til at være med. Det er første gang, at Kræftens Bekæmpelse forsøger at skabe opmærksomhed omkring landsindsamlingen ved hjælp af personlige budskaber fra de frivillige indsamlere.

– Med ”Vis flaget” håber vi at kunne skabe autenticitet og vedkommenhed mellem indsamler og giver – og ændre indsamlernes rolle fra at være bøttebærere til i lige så høj grad at fungere som budbringere, fortæller Finn Christensen, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

Hos kommunikationsbureauet WeLovePeople, der er idémagerne bag ”Vis flaget”- kampagnen, forklarer strategisk direktør Claus Skytte konceptet således:

– Flaget er ikke bare en sløjfe eller et armbånd. Det er et interaktivt værktøj, der kan være med til at sætte gang i samtaler med udgangspunkt i den personlige fortælling. Og samtidig signalerer man jo, at man ikke går rundt og samler ind for sin egen skyld. Man er ”en af de gode”. Man tænker på andre og ønsker at gøre det godt for menneskerne omkring en.

Dialogen fremmer sagen

Undervejs i planlægningen af kampagnen har Kræftens Bekæmpelse gjort sig mange overvejelser omkring, hvordan man mest effektivt og billigst når ud til flest mulige mennesker:

– Vi vil gerne engagere så mange mennesker som muligt i landsindsamlingen. Så i stedet for at tale til danskerne, vil vi gerne skabe dialog. Netværkskommunikation er et oplagt valg i denne sammenhæng. Så at kombinere Facebook med brugernes egen mulighed for at kommunikere netop deres grund til at støtte op om landsindsamlingen forekommer at være et perfekt match, fortsætter Finn Christensen.

Claus Skytte fra WeLovePeople uddyber:


– Slagord er gammeldags, involvering er moderne. I dag er det naturligt at blive inviteret med til at deltage i kommunikationen – hvad enten det er på Facebook eller ude i den virkelige verden – og på den måde være med til at ændre slagets gang. Vi vil ikke længere bare være passive modtagere. Vi vil involveres og engageres.

”Vis flaget”-kampagnen er bredt ud over flere forskellige platforme: Som plakater, i trykte medier, på Facebook og Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, i tv-spots og endelig via de fysiske flag og tasker til indsamlerne på indsamlingsdagen.