Som læser er det lidt af en farce at være vidne til, når to af landets kommercielle tv-stationer tørner sammen i en ordkrig om hvem der er mest sandfærdig og kritisk.
Krigen begyndte i sidste uge, hvor TV 2’s eget blad TV 2 Medienyt havde en historie om forårsprogrammernes opstart.
Artiklen fik TV Danmarks direktør, Henrik Ravn, op af stolen og i et åbent brev til medier og annoncører skrev han bl.a, at TV 2 Medienyt blandt medarbejderne på TV 2 går under kælenavnet ”Pravda”.
” Her anvender man en (mis)kommunikationsstrategi, som senest blev anvendt i de glade dage i det gamle Østeuropa, og som jeg troede havde fået dødsstødet sammen med Berlinmurens fald. Medarbejderne på TV 2 kan godt gennemskue det, men den høje troværdighed, som TV 2 Nyhederne jo velfortjent har opbygget gennem mange år, betyder, at dele af omverdenen, der læser TV 2 Medienyt, tror, at TV 2’s udlægning af forholdene på det danske tv-marked er objektiv og den entydigt gældende,” skriver Henrik Ravn
Kritikken fik i går TV 2’s kommunikationsdirektør, Kaj Høivang til at svare igen.
”TV Danmark begår den helt elementære fejl at tro, at den journalistiske prioritering i TV 2 Medienyt skal være fri og uafhængig – at der skal være lige så mange positive og negative historier om TV 2 såvel som om TV Danmark. TV 2 Medienyt er et led i TV 2s informationsarbejde, og hele afdelingen ville med rette stå til fyring, hvis vi bedrev systematisk kritisk journalistik mod TV 2. Vi er end ikke systematisk-kritiske mod vore konkurrenter, som ikke desto mindre har en naiv forventning om, at vi skal skrive om alle de TV 2-seertal, som TV Danmark mener er dårlige. Der må vi skuffe TV Danmark, for det kommer vi ikke til at gøre – og hvis TV Danmark har et ufordrejet og umanipuleret budskab, man gerne vil have med, kunne TV Danmark jo lave sit eget blad, for TV 2 Medienyt har ikke tænkt sig at stå til rådighed for TV Danmarks informationsarbejde,” skriver han bl.a. og fortsætter senere
”TV Danmark har i årevis jagtet TV 2 med alverdens anklager. Ingen virksomhed har gennem tiden arbejdet så ihærdigt for at miskreditere TV 2, og man har ikke haft fløjlshandskerne på. Men døden skal jo have en årsag. Vort råd til jer skal være, at I nu begynder at koncentrere jer om at lave tv i stedet for at bruge så meget tid og energi på at skyde skylden for de dårlige resultater på andre, som I har gjort gennem mange, mange år. Når alt dette er sagt, lyder vort spørgsmål til TV Danmark … på hvilket niveau synes I selv, at jeres informationsarbejde er mere troværdigt end vort?”
Sådan lød afslutningen på andet akt af farcen, som dog næppe er slut endnu.