Lægemiddelgiganten Orifarm har valgt nyt mediabureau i Danmark. Valget faldt på PHD.
Orifarm har ifølge en pressemeddelelse selv været ude og ændre på doseringen af deres marketingmix, og det har altså resulteret i valget af PHD.
Om valget udtaler Nicky Berg, VP Sales & Marketing i Orifarm.
– Med PHD får vi en strategisk sparringspartner, som kombinerer deres mediestrategiske viden med en grundig forståelse for vores forretning. Ambitionen er at arbejde mere databaseret og dermed målrettet mod de forbrugere, der er i markedet for vores produkter, lyder det.
Tilgangen skal med andre ord være kosteffektiv, lyder det fra Nicky Berg.
– Der er nemlig ingen grund til at betale mere for sin medicin end højst nødvendigt, siger han.
Hos PHD uddyber kontaktdirektør Elisabeth Krag Hansen, at man har særlig fokus på at finde de kontekster og tidspunkter, hvor forbrugerne ”rækker hånden op” og efterlyser et svar på deres symptomer.
– Orifarm er en udfordrer, og vi glæder os til at hjælpe med at få nedbrudt konventionerne i denne ellers noget konforme branche, lyder det i presseskrivet.
Adm. direktør hos PHD, Claus Andersen, udtaler:
– Orifarm har en særlig entreprenørånd, som er kendetegnende for deres virksomhedskultur. De er altid på udkig efter nye måder at udvikle og forbedre arbejdsgange og produkter på. De samme krav stilles til os som samarbejdspartner. Vi skal hele tiden udfordre det eksisterende og finde nye måder at få den ønskede effekt. Derfor ser vi frem til et tæt og dynamisk samarbejde, som uden tvivl vil være udviklende for begge parter, siger han.