Det danske CMS-hus Sitecore har i flere år også gjort sig bemærket på markedsføringsfronten med et digitalt marketingværktøj, og nu har det svenske skønhedsbrand Oriflame valgt at satse dansk.
Valget af Sitecores marketingværktøj, der bl.a. gør det muligt at tilpasse webindhold og marketingkampagner på tværs af landegrænser og sprog, var enkelt.
– Valget giver vores marketing- og IT-teams mulighed for hurtigt at implementere, håndtere og måle effekten af vores globale online-strategi, siger Marcus Fogel, der er global onlinedirektør hos Oriflame i en pressemeddelelse.
Med valget af Sitecore gør Oriflame en stribe store, internationale brands selskab.
Det danske CMS-hus håndterer i dag over 32.000 websites verden over. Heriblandt sites for ATP World Tour, Heineken, ISS, Nivea, Microsoft og Visa Europe.