Copenhagen Phil spiller den smukke og stille bagvedliggende musik til Læger uden Grænsers nye video. Hvorfor gør de det?

– Fordi vi gerne vil bidrage med vores kompetencer i en god sags tjeneste, siger Uffe Savery, musikchef for Sjællands Symfoniorkester, der også brander sig som Copenhagen Phil.

Men hvorfor ”seriøs” musik til reklamer?

– Der er ikke noget, der kommunikerer så godt som musik. Musik har en enorm stor emotionel værdi, og det er fantastisk at se, hvordan musik så effektfuldt kan understøtte billederne i en film. 

Der er med andre ord ikke grund til at købe ”billig” musik ved at anvende tre strygere og et keyboard.

– Det er jo et fantastisk orkester, og når man bruger den slags sublim professionalisme, opnår man en helt anden stemning og følelse. Budskabet bæres mere effektivt i mål, når man mærker hårene rejse sig på armene, tilføjer Tobias Rosenberg Jørgensen, partner og kreativ direktør i Kommunikationsbureauet København, der står bag Læger uden Grænsers  kommunikationen.

Men et symfoniorkester?

– Et symfoniorkester er en enorm stor kunstnerisk ressource, og i Copenhagen Phil arbejder vi efter at bidrage med vores kompetencer ikke kun i forhold til at spille traditionelle klassiske koncerter, men også i arbejdet med eksempelvis pædagogiske projekter for børn og unge, foredrag for erhvervslivet og nu indspilning af filmmusik, fortsætter Uffe Savery. 

– Klassisk musik kan meget virkningsfuldt tilføje følelser til filmmediet. Det er ikke set så mange gange før, at danske orkestre indspiller musik til danske film – det er som oftest udenlandske orkestre, der hyres af økonomiske årsager. Vi i Copenhagen Phil synes, det er et enormt spændende felt at udforske, og vi vil meget gerne indspille mere filmmusik i fremtiden, slutter musikchefen.

Se video og lyt til musikken – her.