Orlik Tobacco Company styrker sin internationale position på markedet for pibetobak gennem købet af flere stærke pibetobaksmærker fra British American Tobacco (BAT).
Mærkerne sælges i 24 lande, og prisen er EUR 24 mio.
Det drejer sig bl.a. om kendte mærker som Erinmore, Clan, Sail, Danske Club og Kentucky Bird.
Mærkerne sælges primært på markeder, hvor Orlik fremover kan styrke sin position. Købet giver derfor et markant løft til OTCs internationalisering i bl.a. England, Belgien, Holland, Frankrig, Spanien, Canada, Malaysia og Sydafrika.
Orlik indgik for to år siden en lønproduktionsaftale med BAT for nogle af pibetobaksmærkerne, så en del af produktionen er derfor allerede flyttet til Danmark. Den resterende produktion af pibetobak overføres fra BAT/Niemeyer i Holland i løbet af foråret 2007, hvilket betyder beskæftigelse til yderligere 4 medarbejdere primært på Orliks Holstebro-fabrik.
Eksporten af Orliks pibetobaksmærker øges ved købet med 270 tons.
Med købet af BAT’s pibetobaksmærker befæster Orlik sin position som verdens største producent af pibetobak.