Den afsluttende bemærkning i en artikel i Markedsføring nr. 11 har fået mig til at sætte mig ved tastaturet. Det var Marisa Rud, der er Business Developer i Ammirati Puris Lintas, som skrev om Jesper Kundes begreb “Corporate Religion“.
Og hun skrev: “Men mon ikke det er gået op for de fleste, at innovation, kreativitet, idérigdom, begavede visioner og tanker ikke har de bedste vilkår i en osteklokke?“ Det er jo et rigtigt dejligt spørgsmål, som Marisa Rud forventer, at vi alle vil svare ja til, men det gør jeg ikke.
Jeg taler med mange mennesker i forbindelse med mit arbejde. Det er forskere, kommunale planlæggere, embedsmænd i ministerier, journalister og konsulenter i private firmaer. Jeg møder også mange mennesker privat. Og jeg kan altså betro Marisa Rud, at det kun er et mindretal, der ikke befinder sig i en osteklokke.
Resten af befolkningen (det store tavse flertal) befinder sig – og er forbløffende glade for det – i en osteklokke. Der findes mindst to slags osteklokker: den du bliver sat i af andre og den du selv bygger op. Mange bliver lukket inde af deres overordnede i et tillukket miljø. Det er da ikke meningen, at de skal være alt for selvstændige og hitte på gode indfald. Det kan de ordne hjemme i privaten. Der kan de bygge om og være kreative, gå til keramik, yoga og dans. Så de kan afreagere og møde friske op på arbejde for at sætte sig til rette ved deres mentale samlebåndsarbejde.
Desværre er der også mange, som frivilligt burer sig selv inde i osteklokken. Det er tanker som: Jeg må hellere holde lav profil. Jeg passer mit eget arbejde. Det er ikke mit bord. Bare jeg kan få en øl og en hakkebøf med spejlæg, skal jeg nok forholde mig rolig. Jeg skal ikke have noget i klemme.
Mit ønske er, at mange flere ville bryde ud af osteklokkerne. Jesper Kunde har gjort det. Jeg har aldrig mødt ham og heller ikke læst hans bog, men man skal da have farvet glas i sin osteklokke for ikke at få øje på, at det er en usædvanlig præstation, han har gennemført. Hvis flere ville bryde ud af systemerne og gå nye veje, kunne der blive sat meget mere i gang. Det gælder også reklamebranchen.
Jeg har endnu et ønske. Det er, at jeg alligevel ikke har ret i min påstand. Eller at der faktisk blomstrer en utrolig kreativitet m.m. på trods af alle osteklokkerne.