Ni internationale awards i træk gør noget, ingen push-strategi kan købe for penge: Nemlig skaber ægte og oprigtig opmærksomhed, der til syvende og sidst åbner nye markeder og øger salget.

– De ni awards til dato giver et momentum over hele verden. Internationale agenter, distributører har en helt anden interesse over for produktets salgbarhed, når det er omgivet af anerkendelse på det plan vi ser her, siger designeren Sten Jauer fra LAND Designlab, der skabt Osti 01.

Denne gang er det Good Design i Chicago, der har hædret de 25 gram polyamid, ganske som ostehøvlen med det lette glid har imponeret en stribe andre juryer på tre kontinenter.

Peter Hemmingsen, direktør for Osti / Rollex, der er selskabet bag Osti 01, uddyber:

– Vores investering i brand og design har givet og pengene mangefold retur. Vi har samarbejdet med Sten Jauer og LAND Designlab gennem fire år, og strategien vi sammen satte i søen har virket over al forventning.

– Succesen med Osti 01 har givet os et vedvarende momentum og øget vækst på alle fronter, og vi har kunnet åbne markeder med en langt mere målrettet og fornuftig økonomi end den ofte meget ressourcekrævende traditionelle push-tilgang. Det er væsentligt, for det giver en mindre aktør som os muligheder, der kan matche de store brands.

Danske designere kan noget unikt

Også i Dansk Design Center er man imponeret over ostehøvlens sejrsgang:

– Det er fantastisk flot, at LAND Designlab har vundet endnu en international pris, og denne gang på det vigtige amerikanske marked, siger Christian Bason, CEO for Dansk Design Center:

– Sten Jauer beviser, at vi kan noget helt unikt i Danmark, nemlig at tænke formgivning, materialer og funktionalitet sammen i en attraktiv løsning af høj kvalitet. Læg dertil et brand der differentierer sig hos kunderne til den helt rigtige pris. Det gør Osti 01 til en vinder.

Vi lader den kreative designer slutte af:

– Det er en stor ære for os at vinde en GOOD DESIGN Award. Det er et yderligere bevis på, at vores tilgang til branding gennem design bærer frugt: Osti 01 er langt forbi de 25 gram polyamid, den er skabt ud af – og Osti er som brand godt i gang med transformationen fra at skabe brugsobjekter til også at stå stærkt som et internationalt anerkendt design-brand – og det er vi stolte af at kunne medvirke til, slutter Sten Jauer.